Krumme agurker, kanelsnegle og lakridspiber: Hvad er op og ned?

EU? Hvad er det for noget? Var der ikke noget med nogle kanelsnegle og krumme agurker? Og skulle lakridspiber ikke også forbydes? Ja, når samtalen falder på EU, er det oftest let at huske på de – for mange – morsomme sager om en række fødevarer, som EU-institutionerne har beskæftiget sig med. Men hvad er egentlig op og ned i disse sager? Lad os få belyst, hvad der rent faktisk skete med de krumme agurker, kanelsneglene og lakridspiberne.

Krumme agurker:

Sagen om de krumme agurker går langt tilbage, og den startede faktisk ikke i EU, men derimod i FN. Det var FN’s Økonomiske Kommission for Europa (UNECE), som indførte millimeterregler for agurker i 1949. Disse regler gælder stadig i dag, for at udviklingslande kan producere varer, der lever op til internationale krav, således at de også kan deltage i verdenshandlen.

I 1988 forbød EU-Kommissionen så krumme agurker, og vedtog FN’s regler om at de ikke måtte krumme mere end 10 mm pr. 10 cm. Dette forbud blev dog afskaffet for 10 år siden, altså i 2009. Danmark havde en helt særlig interesse i sagen om de krumme agurker. I Danmark har der nemlig eksisteret regler for en agurks krumning siden det 20. århundrede. I 1986, med det indre markeds opblomstring, havde Danmark fået indført disse danske standarder for agurkers krumning, således at de gjaldt alle EU’s medlemslande. EU-skeptikerne, og dem som var imod overstatsligt samarbejde i EU, var kritiske overfor forbuddet og mente det var ligegyldig, bureaukratisk politik. Den anden side af debatten mente dog, at forbuddet var til Danmarks fordel, idet danske producenters agurker altid har været lige, fordi de gros i drivhuse. Sydeuropæiske agurker, som vokser frit, krummer derimod meget mere, og danske gartnere argumenterede derved for, at de sydeuropæiske lande havde en konkurrencefordel, fordi der kunne være mange flere af deres agurker i en kasse. Danskerne fik på den måde deres vilje, da EU forbød de krumme agurker i forbindelse med det indre marked, hvor der skulle oprettes fælles varestandarder og regler. Men som nævnt endte forbuddet med at blive afskaffet i 2009.

Kanelsnegle:

I 2006 lancerede EU-Kommissionen et forslag om at regulere forskellige aromastoffer i EU, da fødevarer bevæger sig frit rundt i det indre marked. EU’s regler for, hvor meget kanel der må være i fødevarer, blev konkret vedtaget som en måde at beskytte borgerne mod det giftstof, som kassiakanel indeholder. Det hedder kumarin og kan give leverskader. Kassiakanel er ikke ”ægte” kanel, men derimod en billigere type, som indeholder større mængder af kumarin end ”ægte” kanel. Kassiakanel er f.eks. det, som danske bagere bruger i kanelsnegle. Derfor indførte EU i 2013 regler for, hvor meget kumarin europæerne måtte indtage - med stor opbakning fra Folketingets partier og den danske minister, Eva Kjer Hansen (V). Kumaringrænserne blev max 0,1 milligram pr. kilo kropsvægt om dagen. Denne maksgrænse afhænger dog af, hvordan man klassificerer bagværket. EU sondrer nemlig mellem ”fint bagværk”, som er bagværk, man kan købe året rundt, og ”traditionelt bagværk” som sælges i bestemte sæsoner som f.eks. julekager. Fint bagværk må indeholde 15 milligram kumarin pr. kilo, mens traditionelt bagværk må indeholde 50 milligram pr. kilo. Den danske Fødevarestyrelse klassificerede i 2013 den danske kanelsnegl som et fint bagværk, men det viste sig, at danske kanelsnegle indeholdt en meget større mængde kumarin end de 15 milligram, som EU havde bestemt var grænsen. Oven i det viste det sig, at den svenske kanelbolle var karakteriseret som traditionelt bagværk helt fra starten, og dette forargede mange brancheorganisationer i Danmark, og derfor endte Fødevarestyrelsen med i 2014 også at klassificere kanelsneglen som værende traditionelt bagværk. Dog har Fødevarestyrelsen bestemt, at virksomheder skal dokumentere deres mængde af kanel, da Styrelsen stadig anbefaler, at man mindsker sit indtag af kumarin. EU-forordningen om mængden af kumarin gælder dog stadig trods Danmarks ”nye” klassificering af kanelsneglene.

Lakridspiber:

I 2013 blev det såkaldte tobaksdirektiv behandlet i EU-Kommissionen, og her kom den danske lakridspibe i søgelyset. Europaparlamentets fødevareudvalg skulle blive enige om en fælles holdning til Kommissionens forslag. Én af holdningerne var, at direktivet også skulle forbyde fødevarer, som forsøgte at ”imitere” tobak, og som blev konsumeret af børn, og dette gik ikke de danske mediers næse forbi, og det blev til en stor sag i Danmark. Mange frygtede at den danske lakridspibe ville blive afskaffet. Tobaksdirektivet trådte i kraft i maj 2014 og var fuldt implementeret to år efter, men lakridspiben var ikke omfattet af direktivet, da dette konkrete forslag fra fødevareudvalget blev stemt ned i Europaparlamentet.