Hvordan træffes der beslutninger i EU? Hvem er med i lovgivningsarbejdet? Hvordan bliver lovene helt konkret vedtaget i EU? Ja, det kan godt virke lidt overskueligt at sætte sig ind i, hvordan der lovgives i EU-maskineriet. Men frygt ej, i dette blogindlæg får du et overblik over alt dette.
Den udøvende og lovgivende magt i EU:
EU-Kommissionen er den udøvende magt og fungerer som en slags regering. Kommissionen har den såkaldte ”initiativret”, hvilket vil sige, at det er Kommissionen, der står for at udarbejde lovforslag. De kan godt stille lovforslag på opfordring fra de andre EU-institutioner, men det er primært Kommissionen selv, der laver lovforslag. Europaparlamentet og Ministerrådet er den lovgivende magt og fungerer som et slags to-kammersystem. Disse to institutioner skal således blive enige om Kommissionens forslag, før det kan vedtages. Det er den dynamik og magtfordeling, som er til stede i den mest anvendte beslutningsprocedure, nemlig ”Den almindelige lovgivningsprocedure”. Den almindelige lovgivningsprocedure består af op til tre behandlingsfaser, og denne proces skal vi kigge nærmere på nu.
Den almindelige lovgivningsprocedure:
Førstebehandling:
Størstedelen af alle lovforslag vedtages i førstebehandlingen, hvor der ingen tidsfrist er. I anden- og tredjebehandlingen er der tidsfrister. Kommissionen fremlægger deres lovforslag, som først skal til behandling i Europaparlamentet. Parlamentet diskuterer forslaget og vedtager en såkaldt ”udtalelse” til Kommissionen. Udtalelsen skal vedtages med simpelt flertal i Parlamentet. Simpelt flertal er et flertal af de medlemmer, der er mødt op til afstemningen. Udtalelsen kan enten beskrive Parlamentets støtte til Kommissionens forslag eller indeholde konkrete ændringsforslag til lovforslaget. Når Parlamentet har sendt deres udtalelse, er det blevet Ministerrådets tur til at behandle Kommissionens forslag. Hvis Rådet er enige i Parlamentets udtalelse, er lovforslaget vedtaget. Hvis Rådet ikke er enige, udarbejder de en ”fælles holdning”, som svarer til Parlamentets udtalelse og kan indeholde ændringsforslag. Den fælles holdning skal vedtages ved kvalificeret flertal, hvilket betyder, at et flertal skal bestå af mindst 55% af medlemslandene, som til sammen skal repræsentere mindst 65% af EU’s befolkning. Det er i øvrigt vigtigt at nævne, at denne proces i praksis sjældent er så opdelt, da der mere er tale om en løbende dialog og samarbejde mellem institutionerne, bl.a. i de såkaldte trilogforhandlinger som du kan læse mere om her: https://www.eubiderikke.org/post/bliv-klog-p%C3%A5-eu-sprog-initiativretten-og-trilogforhandlinger
Andenbehandling:
Hvis Rådet har vedtaget en fælles holdning, skal Europaparlamentet diskutere denne. Hvis Parlamentet vedtager Rådets fælles holdning med et simpelt flertal, er lovforslaget vedtaget. Lovforslaget kan også vedtages, hvis Europaparlamentet ikke udtaler sig indenfor tidsfristen, som i andenbehandlingen er på tre måneder og med mulighed for en forlængelse på én måned, hvis enten Parlamentet eller Rådet ønsker dette. Hvis Europaparlamentet derimod afviser Rådets fælles holdning (dette kræver et absolut flertal), er det op til Kommissionen at beslutte, om lovforslaget skal sendes videre til tredjebehandlingen eller ej. Europaparlamentet kan dog også stille ændringsforslag til Rådets fælles holdning, som skal vedtages ved absolut flertal. Hvis Rådet er enige i Parlamentets ændringer og vedtager disse med kvalificeret flertal, bliver lovforslaget vedtaget. En lille detalje er, at såfremt Kommissionen er uenig med Parlamentets ændringer, kræver det enstemmighed i Rådet at vedtage disse ændringer. Hvis Rådet derimod ikke kan godkende Parlamentets ændringer, går man til tredjebehandlingen, som kaldes forligsproceduren.
Forligsprocedure (tredjebehandling):
Tidsfristen i tredjebehandlingen er seks uger og med mulighed for udskydelse på to uger mere, hvis enten Parlamentet eller Rådet ønsker dette. Tredjebehandlingen kaldes også forligsproceduren, da repræsentanter for Rådet, Parlamentet og Kommissionen sætter sig sammen i et forligsudvalg for at forsøge at blive enige om en kompromistekst. I forligsudvalget sidder den ansvarlige kommissær for lovforslaget, en repræsentant for hvert EU-land og tilsvarende antal medlemmer af Europaparlamentet. Hvis udvalget når til enighed om et kompromis, skal Parlamentet vedtage kompromiset med simpelt flertal og Rådet med kvalificeret flertal. Forslaget bliver omvendt automatisk forkastet, hvis ikke der opnås et kompromis inden for tidsfristen.
Commentaires