Den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe fremlagde i midten af maj en kendelse mod Den Europæiske Centralbanks (ECB) opkøbsprogram af obligationer. Programmet blev indført i 2015 for at sikre de sydeuropæiske økonomiers overlevelse i kølvandet på eurokrisen, og lige siden har særligt den tyske nationalbank, Bundesbank, været stor kritikker af dette. Nu er forfatningsdomstolen i landet ligeledes hoppet med på vognen og kritiserer ECB for at have overtrådt det såkaldte subsidiaritetsprincip, der kræver, at beslutninger skal træffes på det lavest mulige forvaltningsniveau. Forfatningsdomstolen siger med kendelsen, at hverken ECB, den tyske regering eller det tyske parlament, Forbundsdagen, har overholdt dette princip, fordi traktaterne bestemmer, at ECB ikke må føre finanspolitik, men udelukkende pengepolitik.
Baggrund:
Opkøbsprogrammet har gjort ECB i stand til at gennemføre støtteopkøb af primært stats- og erhvervsobligationer til en værdi af 2.700 mia. euro. Programmet har mødt kritik fra bl.a. Tysklands nationalbank, som mener, at opkøbene er i strid med Maastrichttraktaten. Traktaten forbyder ECB’s monetarisering af statsgælden, hvilket vil sige, at finanspolitikken hører under nationalstaternes kompetence. Programmet blev dog godkendt af EU-domstolen i 2018, og under eurokrisen gjorde den daværende ECB-chef, Mario Draghi, sig notorisk kendt for at sige ”Whatever it takes” om opkøbene. Det betød, at ECB var parat til at gøre, hvad end der krævedes for at redde de nødlidende europæiske økonomier. Kendelsen fra den tyske forfatningsdomstol siger imidlertid, at EU-domstolens godkendelse af programmet er forkert og disproportional. I kendelsen forlanger domstolen, at den tyske regering og parlamentet stiller ECB stolen for døren, for at ECB kan sikre en proportionel bedømmelse af programmet, samt sørge for at finanspolitik i praksis er hævet over politiske visioner. Den 130 siders lange kendelse kræver desuden, at Bundesbank udtræder af opkøbsprogrammet, hvis ECB ikke fremlægger et svar inden for tre måneder.
Reaktioner og skillelinjer:
Af økonomiske konsekvenser på de finansielle markeder kan bl.a. nævnes kursfald på italienske og tyske statsobligationer. Der har desuden været blandede analyser af kendelsen fra Karlsruhe. Nogle kommentatorer ser det som et frontalt angreb mod Europa og et ønske om et dramatisk opgør med ECB’s finanspolitiske retning, mens andre ser det snarere som et ønske om en dialog med EU-domstolen om ECB’s rolle. Atter andre peger på, at de nationale forfatningsdomstole har pligt til at gå i rette med EU-institutionerne, når de bryder traktaterne. Fra EU’s side har både Kommissionen og ECB udtalt, at EU-retten har forrang, som det står i traktaten. Dermed har EU-Domstolens afgørelser ligeledes forrang. Dette sender et signal til andre EU-lande om, at denne kendelse ikke skal bruges til at danne præcedens for, at andre lande kan udfordre afgørelser i Luxembourg. Domstolen udtalte i forlængelse af dette, at kompetencen til at afgøre, hvorvidt en EU-institution har handlet imod EU-lovgivning, kun tilhører EU-domstolen. Den tilføjede også, at det ville udfordre selve EU’s fundament og den juridiske sikkerhed, hvis de nationale domstole skulle sidestilles med EU-Domstolen. De sydeuropæiske centralbanksdirektører, som udgør tyskernes opposition, ønsker, at EU tager tydeligt afstand fra kendelsen og erklærer sig uenig i denne for at vise, at EU-samarbejdet har forrang over nationalstaterne. Fortalere for programmet peger dels på, at programmet har været med til at skabe mere vækst på kontinentet, og at man har sikret et bedre inflationsniveau i en tid, hvor deflation ulmede. Nu går debatten imidlertid på, hvorvidt ECB skal fortsætte udstedelsen af fælles obligationer med den samme rentesats for alle medlemslande, når der ikke er et lovmæssigt grundlag for en fælles finanspolitik. Nordeuropæerne repræsenterer nej-siden, og sydeuropæerne repræsenterer ja-siden. Nordeuropæerne og i særdeleshed tyskerne påpeger, at ECB’s primære opgave er at sikre lav inflation, men ikke en fælles rente. Debatten går derudover på, om ECB alligevel skal have ekstra muskler i krisetider. Hvilken side der "vinder", og hvordan hele denne sag ender, må tiden vise.
Kilder:
- Magasinet Europa.
- Altinget.
- Finans.
Comments