Det er mennesker, der har skabt og formet det europæiske samarbejde over årene. Samarbejdet i Europa har udviklet sig gennem en mangfoldighed af ideologiske visioner fra politisk engagerede individer, der alle har responderet på den tid, de levede i. I denne serie om de ”Europæiske pionerer gennem tiden” skal vi møde en række af de personer, som har sat deres præg på samarbejdet i Europa og i EU.
I dag kan du blive klogere på tyskeren, Walter Hallstein, som var den første kommissionsformand fra 1958 til 1967. Han abonnerede meget på idéen om, at der var behov for mere europæisk integration og skubbede på for at få oprettet det fælles marked i sin tid som kommissionsformand. Tidligere i Hallsteins politiske karriere som statssekretær i det tyske udenrigsministerium havde han udarbejdet Hallstein-doktrinen, som var et løfte om ikke at indgå i samarbejder med stater, som anerkendte Østtyskland (DDR).
Uddannelse og Anden Verdenskrig:
Walter Hallstein blev født d. 17 november 1901 i Mainz i det sydvestlige Tyskland. Hans studier i jura og statskundskab læste han på universiteter i Bonn, Berlin og München, og han blev færdig i 1925. De næste mange år brugte han som ansat ved forskellige universiteter. Knap 20 år efter, i 1942, blev han dog indkaldt til den tyske hær, selvom han var erklæret anti-nazist. I 1944 blev han så taget som krigsfange og sendt i fangelejr i USA. I lejren opbyggede han et slags miniatureuniversitet, hvor han underviste de andre fanger i lovgivningen og deres rettigheder. Efter krigen vendte han tilbage til den akademiske verden, og her fik han et stadigt tættere forhold til USA gennem sit erhverv. Dette spillede en stor rolle i hans syn på Tysklands behov for at indflette sig i den vestlige verden gennem internationale samarbejder som FN og NATO.
Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) og Hallsteins tid i tysk udenrigspolitik:
Den daværende tyske kansler, Konrad Adenauer, udpegede Walter Hallstein til leder af den delegation, der skulle forhandle om oprettelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab på Schumankonferencen i 1950. På denne post arbejdede han tæt sammen med Jean Monnet, som var en fransk embedsmand og selve forfatteren til Schumanerklæringen. Du kan læse om ham her: eubiderikke.org: Europæiske Pionerer Gennem Tiden: Jean Monnet (1888-1979). Monnet og Hallstein havde samme visioner for et føderalt Europa, der kunne modstå krig og ufred. I 1951 blev Hallstein udpeget til statssekretær i det tyske udenrigsministerium, hvor han spillede en central rolle i opbygningen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, arbejdede med et forslag om et europæisk forsvarsfællesskab, der dog blev skrinlagt senere, samt forhandlede med Israel om erstatning til det jødiske folk. Han udarbejdede desuden Hallstein-doktrinen fra 1955, som var et løfte om, at Vesttyskland ikke ville indgå i samarbejder med lande, der anerkendte Østtyskland (DDR) som en legitim stat og dermed et løfte om at knytte sig til den vestlige verden, altså Europa og USA.
Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF):
Efter forhandlingerne om Det Europæiske Forsvarsfællesskab brød sammen i 1954, spåede Walter Hallstein en usikker fremtid for Tyskland og Vesteuropa fra Sovjetunionen. I den forbindelse blev han en fortaler for oprettelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, som var et mere omfattende økonomisk samarbejde i Europa, der bandt medlemslandene tættere sammen. Dette blev diskuteret på den ikoniske Messinakonference i 1955, hvor også Johan Beyens forslag om oprettelsen af et fællesmarked blev diskuteret og senere vedtaget gennem Romtraktaten. Dette kan du læse om her: eubiderikke.org: Europæiske Pionerer Gennem Tiden: Johan Beyen (1897-1976). I 1958 trådte Romtraktaten i kraft, og således blev Det Europæiske Økonomiske Fællesskab grundlag – Til Walter Hallsteins og andres store begejstring. I traktaten blev det stadfæstet, at Rådet vedtager beslutninger på baggrund af forslag fra Kommissionen. Denne Kommission blev Hallstein samme år den første formand for.
Kommissionsformand og ”krisen om den tomme stol”:
Walter Hallstein måtte slå sig til tåls med, at integrationsprocessen ikke gik så hurtigt, som han ønskede det. Dette afholdt ham dog ikke fra at have visioner for det europæiske samarbejde og handle på dem. I sin tid som formand for Kommissionen startede han bl.a. arbejdet med at inkorporere europæisk lovgivning mere i medlemsstaternes lovgivning og talte for, at Kommissionen og Parlamentet fik mere magt for at der kunne skabes et føderalt Europa. Hans føderale tanker faldt dog ikke i god jord hos den daværende franske præsident, Charles de Gaulle. De Gaulle mente nemlig, at Europa skulle være et ”Europa af stater” med mere magt til nationalstaterne fremfor en Union med overstatslige kompetencer lignende en føderation. Denne kløft mellem den franske regering og de resterende medlemslande førte i sidste ende til ”krisen om den tomme stol” i 1965, hvor Frankrig i en periode hentede alle sine repræsentanter hjem fra de europæiske institutioner, indtil der kunne opnås et kompromis. Kompromisset blev Luxembourgforliget fra 1966, som tilsiger, at hvis der er særlige interesser på spil for medlemslandene i en forhandling, skal forslaget vedtages ved enstemmighed, og dermed er der mulighed for at nedlægge veto og blokere for vedtagelsen. Walter Hallsteins føderale idéer og de kritikere, disse idéer medførte, fik således stor betydning for det europæiske samarbejdes lovgivningsmæssige konstruktion.
Kilder:
- Europa-Kommissionen.
- Europa-Parlamentet.
- Oxford University Press.
Comments