Det er mennesker, der har skabt og formet det europæiske samarbejde over årene. Samarbejdet i Europa har udviklet sig gennem en mangfoldighed af ideologiske visioner fra politisk engagerede individer, der alle har responderet på den tid, de levede i. I denne serie om de ”Europæiske pionerer gennem tiden” skal vi møde en række af de personer, som har sat deres præg på samarbejdet i Europa og i EU.
I dette indlæg kan du læse om Louise Weiss, som var en fransk journalist, der kæmpede for kvinderettigheder, fred og frihed i Europa. Under Første Verdenskrig arbejde hun på felthospitaler, og efter krigen beskæftigede hun sig med journalistik og emner som fred og kvinderettigheder herunder valgret til kvinder. Under Anden Verdenskrig var hun aktiv i den franske modstandsbevægelse. Efter krigen talte hun for et stærkere, mere sammentømret Europa som kunne stå imod USA og Sovjetunionen under den kolde krig. Hun blev valgt til Europaparlamentet i 1979 som 86-årig, og hun holdt åbningstalen på Parlamentets første møde.
Opvækst og Første Verdenskrig:
Louise Weiss blev født i Arras i det nordlige Frankrig d. 25 januar 1983. Familien var jødisk-protestantisk, og Weiss havde fem søskende. Hendes mors familie var en prominent og indflydelsesrig familie fra Alsace, og de udgjorde et kosmopolitisk og inspirerende miljø for Weiss. Moderens familie var med til at forme hendes ønskede om at uddanne sig. Moderen støttede Weiss’ drømme, mens hendes far var mindre begejstret. Weiss var dygtig til sit studie, som hun færdiggjorde i 1914. Derudover studerede hun litteratur i Paris og i Oxford. Da Første Verdenskrig brød ud, vendte hun dog tilbage til Frankrig for at hellige sig krigstjenesten i stedet. I Bretagne opførte hun et militærhospital for sårede franske soldater og startede desuden et hjem for flygtninge.
Journalistik og kvinders stemmeret:
Efter afslutningen på krigen rejste hun til Schweitz, som skulle blive stedet, hvor hun udviklede sin kærlighed til det skrevne ord. I Schweitz plejede hun tidligere franske krigsfanger, om hun skrev desuden en beretning om deres oplevelser i tyske krigsfangelejre til avisen Le Radical. Hun skrev under pseudonymet, Louis Lefrancs. Gennem journalistikken og pseudonymet fandt Weiss et nyt handlerum for en kvinde, der havde meninger om politik, hvilket de europæiske samfund ikke just billigede på dette tidspunkt. Hun så journalistikken som et middel til at ”føre krig mod krigen” og talte for fred og lighed i sine artikler. Sammen med journalisten, Hyacinthe Philouze, stiftede hun i januar 1918 L’Europe Nouvelle, som var en ugeavis med fokus på internationale forhold. I 1934 forlod hun dog avisen igen, idet hun i løbet af 1930’erne begyndte at udfordre sine pacifistiske overbevisninger i takt med Adolf Hitlers magtpå den tyske politiske scene. Hun så nu mere magtanvendelse som middel til at sikre fred i Europa. Som et andet middel til at opnå fred på, i en tid hvor en ny krig var under opsejling, begyndte hun at arbejde for at sikre kvinders valgret. Hun oprettede La Femme Nouvelle, som arbejdede for at opnå stemmeret for kvinder.
Anden Verdenskrig:
Under Anden Verdenskrig rettede Louise Weiss stærk fordømmelse mod det nazistiske styre i Tyskland gennem sin journalistik. Hun fik bl.a. den franske udenrigsminister, Georges Bonnet, til i 1938 at oprette et flygtningeudvalg, det såkaldte ”Bonnet-udvalg”, for at hjælpe jødiske flygtninge. Af hendes aktivistiske arbejde kan desuden nævnes hendes deltagelse i sikring af fransk visum til tusinde jødiske flygtningebørn fra Tyskland og Østrig samt sikring af midlertidigt ophold i Frankrig for flere hundrede flygtninge, som var blevet forment adgang til USA. Da Frankrig blev underlagt nazistisk besættelse i 1940, gik Weiss under jorden og arbejdede i den franske modstandsbevægelse. Hendes job var primært at lede undergrundsavisen, La Nouvelle République.
Efterkrigstiden og Weiss’ plads i Europaparlamentet:
I efterkrigstiden brugte Weiss en årrække på at rejse og skrive. Hun ønskede at udbrede demokratiske værdier og retsstatsprincipper, hvilket bl.a. var årsagen til, at hun begyndte at advokere for, at Europa skulle agere et stærkere modstykke til Sovjetunionen under den kolde krig. I 1971 oprettede hun Fondation Louise Weiss, som hvert år uddeler en pris til en person eller institution, der har været med til at fremme ”fredsvidenskaben”. Bl.a. den tidligere tyske kansler Helmut Schmidt og formand for Europaparlamentet, Simone Veil, har modtaget prisen. Louise Weiss’ visioner for et stærkt Europa, der skulle sikre fred og ligestilling, var afgørende for, at hun stillede op til Europaparlamentet i 1979 i en alder af 86 år. Hun blev valgt, og som det ældste medlem af Parlamentet fik hun æren af at holde åbningstalen ved dets første møde. I sin tale reflekterede hun bl.a. over den betydning, som opnåelsen af stemmeret for kvinder i Europa, har haft:
"Without rejecting those fond attentions, European women have nonetheless made use of their ballot papers, and here they are now, in many a government building, firmly in the seat of power. I warmly welcome those of them who are here with us, for they are conscious, though not in a divisive spirit, of the task they face.”
Hun døde under sin mandatperiode d. 26 maj 1983 som 90-årig. Efter hendes død blev Europaparlamentets hovedbygning i Strasbourg opkaldt efter hende.
Kilder:
- Europakommissionen.
- Europaparlamentet.
- Jewish Women’s Archive.
- University of Pittsburgh.
Comments