top of page
Victoria Brohus

Europæiske Pionerer Gennem Tiden: Konrad Adenauer (1890-1970) og Charles de Gaulle (1876-1967)

Det er mennesker, der har skabt og formet det europæiske samarbejde over årene. Samarbejdet i Europa har udviklet sig gennem en mangfoldighed af ideologiske visioner fra politisk engagerede individer, der alle har responderet på den tid, de levede i. I denne serie om de ”Europæiske pionerer gennem tiden” skal vi møde en række af de personer, som har sat deres præg på samarbejdet i Europa og i EU.


I dagens blogindlæg kan du læse om to helt centrale herrer i EU’s historie; den første vesttyske kansler, Konrad Adenauer, og den franske præsident, Charles de Gaulle. Modsat størstedelen af de personer, som indgår i serien ’Europæiske Pionerer Gennem Tiden’, var de Gaulle bestemt ikke føderalist og ønskede udelukkende et europæisk samarbejde på mellemstatsligt niveau bestående af suveræne nationalstater.



Adenauers og de Gaulles politiske karrierer:

Konrad Adenauer blev født d. 5 januar 1876 i Köln i Tyskland. I starten af 1900-tallet blev han politisk aktiv, hvor han meldte sig ind i det katolske parti ”Zentrum”, og i 1917 blev han borgmester i Köln. I slutningen af 1920’erne blev han dog afsat af nazistpartiet i Tyskland, da han nægtede at hænge hagekors op i Köln i forbindelse med Adolf Hitlers besøg i byen efter nazisternes magtovertagelse i 1933. Under Anden Verdenskrig blev han arresteret op til flere gange, og i 1944 blev han sat i Gestapo-fængslet i Brauweiler nær Köln. Efter krigen skiftede han til CDU, som er Tysklands konservative og kristendemokratiske parti. I 1949 blev han Vesttysklands første kansler i en alder af 73 år. Han fik tilnavnet ”Der Alte” (den gamle) og bestred posten i 14 år. Hans oplevelser under begge verdenskrige formede hans syn på Europa og syn på mulighederne for at skabe fred på kontinentet. Hans vigtigste udenrigspolitiske prioriteter var derfor at skabe forsoning med de andre europæiske lande og placere Vesttyskland i den vestlige alliance. Han fik f.eks. landet optaget i Europarådet i 1951, Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab i 1952 og i NATO i 1955.



Charles de Gaulle blev født d. 22 november 1890 i Lille i Frankrig. Han var uddannet på militærakademiet i Saint Cyr i 1912 og var professionel soldat. Under Første Verdenskrig var de Gaulle løjtnant, hvor han blev såret flere gange og taget til fange under slaget ved Verdun. Senere blev han forfremmet til general og indsat i den franske regering, da Frankrig faldt til Tyskland i juni 1940. Han flygtede samme år til England og ledte De Frie Franske Styrker. I 1959 blev han udnævnt som fransk præsident. Hans primære fokus var at opbygge Frankrigs magt igen efter krigen. Han var tilhænger af et europæisk samarbejde, men ønskede, at dette skulle foregå på et mellemstatsligt niveau, og han havde som erklæret mål at bremse de europæiske integrationsprocesser. På denne måde stod han i opposition til andre europæiske statsledere, inklusiv Adenauer, som ønskede et tættere og overstatsligt samarbejde. I et forsøg på at sikre, at det europæiske samarbejde ikke knægtede landenes suverænitet, fremlagde de Gaulle den såkaldte Fouchetplan i 1961. Planen lagde op til ikke at udbygge det europæiske samarbejde og dermed skabe mere integration. De resterende medlemslande var dog ikke på linje med de Gaulles holdninger, og de afviste derfor planen. Dette skabte gnidninger mellem medlemslandene såvel som i den franske regering, hvor seks ministre d. 15 maj 1962 gik af i protest efter præsidentens pressekonference samme dag, hvori han afviste idéen om et samlet Europa, der udviskede nationalstaternes betydning.


Adenauer og de Gaulle – En historisk forsoning:

Konrad Adenauers visioner for at placere Vesttyskland i den vestlige alliance, bidrage til at skabe fred på det europæiske kontinent og begrave stridsøksen med Frankrig kulminerede i et historisk forsoningsmoment. I 1963 underskrev de tidligere ærkefjender, Tyskland og Frankrig, nemlig en venskabstraktat, kaldt Élysée-traktaten. Denne forsoning var meget vigtig i Adenauers udenrigspolitik såvel som i mange statslederes ønske om mere europæisk integration. Adenauer var fast besluttet på at sætte Tyskland ind i et samlet Europa, og dette skulle ske ved at stadfæste landets status som et stabilt demokrati. Således fik han de øvrige medlemslande til at fæstne tillid til landet, hvilket muliggjorde, at flere århundredes fjendskab mellem Tyskland og Frankrig kunne blive lagt på hylden, og der kunne skabes nye samarbejder fremover i Europa. Det bemærkelsesværdige var, at de to statsledere langt fra var enige om, hvordan det europæiske samarbejde skulle se ud og udvikle sig. Adenauer troede på, at europæisk enhed er vigtigt for at skabe fred og stabilitet. Omvendt var de Gaulle ikke overbevist om, at et overstatsligt samarbejde var vejen frem, og han ønskede så meget selvbestemmelse til nationalstaterne som muligt. Alligevel formåede de at sikre en tillidsfuld relation, som gjorde, at det europæiske samarbejde kunne udvikle sig. De spæde skridt til at lægge rivaliseringen mellem de to magter bag sig blev dog taget over et årti inden, venskabstraktaten blev underskrevet nemlig i forbindelse med præsentationen af Kul- og Stålfællesskabet, som både Vesttyskland og Frankrig tilsluttede sig foruden fire andre lande. Du kan læse om Kul- og Stålfællesskabet her: eubiderikke.org: EU’s begyndelse og de første traktater


”Den tomme stols krise” og afvisningen af Storbritanniens medlemskab:

I juni 1965 præsenterede Kommissionen et forslag, der indebar, at flere beslutninger skulle tages ved kvalificeret flertal i Ministerrådet, og at den fælles landbrugspolitik (CAP) skulle finansieres af Kommissionens egne ressourcer, der skulle kontrolleres af Europa-Parlamentet og Rådet. Dette forslag var i komplet modstrid med de Gaulles visioner. Derfor valgte han, at Frankrig skulle boycutte sin plads i Ministerrådet. Boycuttet varede i 7 måneder, og kontroversen blev kaldt ”den tomme stols krise”. I januar 1966 mødtes Frankrig med de resterende medlemslande i Luxembourg for at finde en løsning. Kompromiset blev en vetoret, som medlemsstater kan gøre brug af uanset lovgivningsprocedure, hvis der er ”vitale nationale interesser” på spil for medlemslandet. Denne løsning bliver kaldt for Luxembourg-forliget. Krisen var dermed passeret, men de andre medlemslandes og kommissionsformand, Walter Hallsteins, føderalistiske visioner var blevet slået tilbage af krisen. Du kan læse om Walter Hallstein her: eubiderikke.org: Europæiske Pionerer Gennem Tiden: Walter Hallstein (1901-1982)

En anden måde, hvorpå de Gaulle forsøgte at bremse udviklingen af det europæiske samarbejde, var ved at sætte sig imod optagelsen af Storbritannien i EF. I 1967 udtalte han bl.a., at Storbritannien havde en meget lille chance for at blive medlem, med den begrundelse af britisk pund var for svag til Fællesmarkedet. Desuden frygtede han, at Frankrigs magt i EF ville svækkes som følge af Storbritanniens optagelse. Ved de Gaulles afgang i 1969 blev det dog muligt at igangsætte forhandlinger om optagelse af Storbritannien, Danmark og Irland, der alle blev medlem i 1973.


Kilder:

- Europa-Kommissionen.

- Europa-Parlamentet.

- The Digital Research in European Studies (CVCE).

- ”Europa i forandring” af Dorte Sindbjerg Martinsen, Marlene Wind og Morten Kelstrup.

- ”Taler der forandrede verden” af Mark Hawkins-Dady (red.).

- ”Europæiske Statsledere” af Københavns Universitet.

Hozzászólások


bottom of page