Det er mennesker, der har skabt og formet det europæiske samarbejde over årene. Samarbejdet i Europa har udviklet sig gennem en mangfoldighed af ideologiske visioner fra politisk engagerede individer, der alle har responderet på den tid, de levede i. I denne serie om de ”Europæiske pionerer gennem tiden” skal vi møde en række af de personer, som har sat deres præg på samarbejdet i Europa og i EU.
I dette indlæg kan du læse om Johan Willem Beyen. Han var Hollands udenrigsminister i1950’erne og arbejdede i disse år for mere økonomisk integration i det europæiske samarbejde for at sikre et mere samlet Europa efter Anden Verdenskrig. Dette gjorde han med sin såkaldte ”Beyenplan”. Planen indeholdt bl.a. forslag om en toldunion og et europæisk fælles marked. Planens idéer blev indskrevet i Romtraktaten, som de daværende medlemslande underskrev i 1957.
Johan Beyens opvækst:
Johan Willem Beyen blev født den 2. maj 1897 i Utrecht i Holland, som ligger knap 40 km fra Amsterdam. Han voksede op i en velhavende, kosmopolitisk familie, og han læste jura ved universitetet i Utrecht, hvor han blev færdig i 1918. Dernæst fik han job i det hollandske finansministerium og i 1924 i banksektoren. Efter nogen tid i erhvervslivet blev han formand for Den Internationale Betalingsbank (BIS) og direktør for Unilever, som er en britisk-hollandsk industrikoncern.
Anden Verdenskrig og Beyens tid som udenrigsminister:
Under Anden Verdenskrig blev Holland besat af Nazityskland, og derfor arbejdede Johan Beyen i eksil i London. I juli 1944 deltog han i Bretton Woods-konferencen i New Hampshire i USA. Konferencen grundlagde Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF). Fra 1946 repræsenterede Beyen Holland i bestyrelsen for Verdensbanken og fra 1948 i Den Internationale Valutafond (IMF). I årene efter Anden Verdenskrig (1952-1956) var Johan Beyen Hollands udenrigsminister. Beyen var meget optaget af den rolle, som økonomisk samarbejdes spiller, i at undgå ustabilitet, konflikt og kriser, som man oplevede det i mellemkrigstiden i 1930’erne. Det politiske klima i efterkrigstiden virkede derimod klar til mere internationalt samarbejde for at gardere sig mod krig og økonomisk krise. Her kan bl.a. nævnes Marshallplanen fra 1948. Beyen var dog særligt fortaler for et forstærket, europæisk samarbejde. Han var derfor begejstret for etableringen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, som var forløberen til EU, og som skulle sikre fred, vækst og stabilitet gennem økonomisk samarbejde mellem de deltagende, europæiske lande. Du kan læse mere om Kul- og Stålfællesskabet her: EU bider ikke: EU's begyndelse og de første traktater og om dets grundlæggere her: EU bider ikke: Europæiske Pionerer Gennem Tiden: Robert Schuman (1886-1963) og EU bider ikke: Europæiske Pionerer Gennem Tiden: Jean Monnet (1888-1979)
Beyenplanen:
Men et økonomisk samarbejde var ikke nok for Beyen. Han ønskede også et større politisk samarbejde mellem de europæiske stater. Han var dog bevidst om, at politisk integration var vanskeligt at lykkes med på daværende tidspunkt, og derfor arbejdede han for at overbevise sine kollegaer i Holland såvel som internationalt om at skabe et mere samlet Europa gennem et større økonomisk samarbejde. Ud fra disse tanker og sine erfaringer fra finanssektoren skrev han Beyenplanen. Planen ville mindske handelshindringer mellem de europæiske lande og indføre et fuldt økonomisk samarbejde, som omfattede flere områder end blot kul og stål. Kul- og Stålfællesskabet skulle altså udvides til også at omfatte et fælles marked. Planen mødte først betydelig modstand fra bl.a. den hollandske og franske regering.
Messinakonferencen og Romtraktaterne:
I den tid, hvor Beyenplanen blev præsenteret, var der forhandlinger om et forsvarsfællesskab mellem medlemslandene, men dette blev skrinlagt, da det franske parlament valgte ikke at godkende traktaten. Dette politiske dødvande fik betydning for Beyenplanen, som pludselig nød fornyet opmærksomhed fra medlemslandene. Beneluxlandene (Belgien, Holland og Luxembourg) kombinerede Beyens idéer med en fransk plan for oprettelsen af et europæisk atomenergifællesskab, og Beyen fik i den forbindelse muligheden for at præsentere sin plan på Messinakonferencen, som blev afholdt d. 1-3 juni 1955. På konferencen mødtes de seks medlemslandes udenrigsministre for at diskutere oprettelsen af et fælles marked samt et atomenergisamarbejde. Beyen udlagde sine visioner for et mere økonomisk integreret Europa med et fælles marked med ansvar for visse økonomiske og sociale områder, og som skulle styres af en overnational myndighed. Kun på denne måde kunne der opnås en fælles, politisk enighed i Europa, forklarede han. Konferencens deltagende lande var positivt stemte over for hans plan, og disse idéer blev indskrevet i Romtraktaten, som de seks medlemslande underskrev i marts 1957. Romtraktaterne består af Romtraktaten og EURATOM-traktaten, som henholdsvis oprettede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EURATOM). Romtraktaten grundlagde det fælles marked, som var begyndelsen på det indre marked, der blev opført i 1987 med Fællesakten. EURATOM-traktaten havde til formål at øge forskningen og vidensdelingen på det teknologiske område i Europa, indføre fælles sikkerhedsstandarder i industrien og sikre, at atommaterialet ikke bliver brugt til militære formål. Johan Beyen er ikke én af de mest huskede personer i EU’s historie, men han havde en væsentlig betydning for udviklingen af det europæiske samarbejde med et fælles marked, som han ønskede, på sigt også skulle medføre et øget politisk samarbejde i Europa.
Kilder:
- Europakommissionen.
- Den Europæiske Union.
- Europaparlamentet.
- The Digital Research in European Studies (CVCE).
- Den Store Danske.
- Verdenshandel.dk.
Comments