Hvordan bestemmer man, hvad og hvor meget EU skal bruge penge på? Det er i EU’s syvårige rammebudget, at dette bliver fastlagt. Budgettets officielle navn er ”den Flerårige Finansielle Ramme”, men i folkemunde går den typisk under navnet ”det syvårige budget” eller ”det langsigtede budget” foruden blot ”budgettet”. Som navnet indikerer, løber det syvårige budget over en syvårige periode og udgør rammebetingelserne for den økonomiske finansiering af EU’s politikker. Hvert år vedtages EU’s årlige budget, som minder lidt om en Finanslov, og dette budget skal være i overensstemmelse med det syvårige rammebudget.
I indlægget kan du blive klogere på, hvordan FFR’en bliver vedtaget, hvilke indtægtskilder og udgifter EU har, hvad rabatterne på budgettet handler om samt få et kort overblik over de nuværende forhandlinger for budgettet, der løber fra 2021-2027.
Vedtagelsen af budgettet:
Forhandlingerne om det syvårige budget sættes i gang, når Kommissionen præsenterer et budgetudspil til det næste syvårige budget, et år inden det nuværende syvårige budget udløber. Rådet forhandler dernæst om en fælles holdning ud fra dette udspil. Det kræver enstemmighed i Rådet. Rådets forhandlinger hjælpes på vej af forhandlingerne i Det Europæiske Råd, som består af EU’s stats- og regeringsledere. Europaparlamentet skal til sidst godkende Rådets holdning, men i praksis menes der, at Parlamentet enten kan godkende eller afvise Rådets holdning, men ikke ændre den.
Indtægter og udgifter:
EU’s primære indtægtskilder er moms, som udgør ca. 14%, told og landbrugsafgifter som udgør ca. 18% samt bidrag fra medlemslandene, som udgør ca. 68%. Det nuværende budget, der udløber i slutningen af 2020, svarer til 1% af BNI eller 1000 mia. euro. De største udgifter på budgettet er samhørighedsmidler, landbrug og miljø, migration og grænser samt det indre marked. Derudover indbefatter EU’s udgifter også diverse udvekslingsprogrammer, sikkerhedspolitik, udviklingsbistand samt forskning.
Nationale rabatter:
Der bliver ofte nævnt ”rabatter” i debatten om EU’s budget. Disse rabatter er nogle særlige rabatter på de nationale bidrag til budgettet, som de medlemslande, der betaler mest til budgettet, har forhandlet sig til at få. Første gang, rabatten blev forhandlet på plads, var i 1984, efter den daværende britiske premierminister, Margaret Thatcher, havde proklameret: ”I want my money back!” Briterne tilhørte en mere budgetrestriktiv del af medlemslandene, og pludselig var der flere lande, som også ville have en rabat på deres budgetbidrag. Danmark var ét af disse. Der findes forskellige typer af rabatter. Storbritanniens rabat var tidsubegrænset, mens Danmarks udløber efter budgetperioden og skal genforhandles. Der har været meget debat om rabatterne, og der er nu også endt med at være rabatter på rabatterne, hvor visse medlemslande får rabatter på deres finansiering af de andre medlemslandes rabatter. Både Kommissionen og Europaparlamentet har foreslået helt at afskaffe rabatterne, nu hvor Storbritannien har forladt samarbejdet, men flere medlemslande står fast på dem.
Nuværende forhandlinger:
Dette års budgetforhandlinger var dømt til at blive endnu sværere end normalt grundet Brexit. Med briternes udmeldelse mangler EU, hvad der svarer til 90 mia. kr. årligt. Derfor foreslog både Kommissionen og Europaparlamentet inden Covid-19-udbruddet, at budgettet skulle stige for at dække dette ”hul”. Særligt fire lande var dog stærke modstandere af forslaget. Den såkaldte ”Sparebande”, som består af Sverige, Danmark, Holland og Østrig, står som budgetstrammerne, der ikke ønsker, at de nationale bidrag skal stige, da de alle er nettobidragere, hvilket vil sige, at de bidrager med mere kapital, end de modtagere. Sparebandens opposition i forhandlingerne er ”Samhørighedslandene” (Friends of Cohesion), som er 17 forskellige øst- og sydeuropæiske lande, der ønsker at holde EU’s samhørighedsmidler i hævd og ikke skære i dem. Disse lande er primært nettomodtagere, og modtager altså flere penge end de bidrager med. Denne skillelinje var bl.a. skyld i, at de europæiske ledere ikke kom frem til et kompromis ved forhandlingerne på et topmøde tilbage i februar. Da Coronakrisen brød ud i Europa, var forhandlingerne sat på standby. Men i slutningen af maj fremlagde Kommissionen en længe ventet genopretningsplan, som bl.a. indeholdt et nyt budgetudspil, der tager stilling til den nuværende pandemi og det fremtidige samarbejde om eventuelle lignende kriser. Dette forslag og den tilhørende genopretningsfond skal EU’s stats- og regeringsledere nu til at diskutere, og det bliver spændende at se, hvilke kompromis landene kommer frem til. Du kan læse mere om genopretningsplanen: https://www.eubiderikke.org/post/kommissionens-genopretningsplan-next-generation-eu
Kilder:
- Folketingets EU-Oplysning.
- Det Europæiske Råd og Rådet For Den Europæiske Union.
- Altinget.
Comments