I år (2020) er 70-året for den såkaldte ”Schuman-erklæring”. Erklæringen markerede startskuddet på det europæiske samarbejde, vi kender i dag. Den grundlæggende idé var nemlig at oprette Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF). Det var den daværende franske udenrigsminister, Robert Schuman, som præsenterede erklæringen. Den blev fremført d. 9 maj 1950, og derfor er denne dato udnævnt som Europadagen, der fejres hvert år af både EU-institutionerne og europæiske borgere. I dette blogindlæg kan du blive klogere på den historiske kontekst, erklæringen blev præsenteret i, samt erklæringens idéer for et europæisk samarbejde.
Efterkrigstiden og nye idéer:
I 1945 var Europa forandret. Man havde lige gennemgået en altødelæggende og brutal Anden Verdenskrig, og efterkrigstiden var præget af stor krise. De vindende nationer havde besluttet at splitte Tyskland op i mellem sig i fire besættelseszoner og sørge for, at landet kom til at bøde for sine handlinger i krigen. Det betød imidlertid, at Sovjetunionen, under ledelse af Stalin, agtede at føre deres del af Tyskland over i en kommunistisk retning med planøkonomi, hvorimod Storbritannien, Frankrig og USA ønskede at indlemme Tyskland i et vestligt og kapitalistisk samarbejde. Der var derfor en ny spænding mellem sejrsherrerne. Udover post-krigseffekterne og skillelinjen mellem kommunisme og kapitalisme var der også et udbredt ønske i Europa om at øge samarbejdet på tværs af landene for at sikre varig fred på kontinentet. I 1945 blev de Forenede Nationer (FN) desuden oprettet, og det var dermed en tid, som var kendetegnet ved et ønske om mere internationalt samarbejde. Man havde tidligere forsøgt sig med oprettelse af internationale institutioner bl.a. efter Første Verdenskrig i form af ”Folkeforbundet” fra 1919. Dette holdt dog ikke i længden, og derfor vurderede samtidens europæiske politikere, at der skulle en anden konstellation til. Blandt de mest centrale aktører var den franske udenrigsminister, Robert Schuman, som lagde navn til erklæringen samt den franske diplomat, Jean Monnet, og den tyske professor, Walter Hallstein. Derudover fandt disse mænds arbejde støtte hos bl.a. den italienske politiker, Alcide de Gasperi, og den belgiske politiker, Paul-Henri Spaak, foruden forskellige føderalister, som f.eks. Altiero Spinelli, der drømte om ”Europas forenede stater”. Schuman var dog ikke selv føderalist, men derimod funktionalist, som i grove træk betyder, at han mente, det europæiske samarbejde skulle være mere afgrænset og udvikle sig langsomt. Han sagde bl.a. i sin tale: ”Europa kan ikke dannes på én gang og heller ikke i én samlet opbygning: Det kan dannes gennem konkrete resultater, der i første omgang skaber en faktisk solidaritet.”
Schuman-erklæringen og Paristraktaten:
I Robert Schumans tale præsenterede han en ny vision for Europa. Der skulle oprettes et fælleseuropæisk organ, som skulle forvalte kul- og stålproduktionen i fællesskab. Disse materialer benyttedes ofte til at producere våben og andet krigsmateriel, og tanken var derfor, at hvis de europæiske stater samarbejdede om produktionen af disse, kunne de ikke gå i krig med hinanden. Særligt relationen mellem de to historiske fjender, Tyskland og Frankrig, ville holde hinanden i skak med et sådant samarbejde. Desuden var idéen, at mere samhandel på kontinentet ville være styrkende for landenes nødlidende økonomier efter krigen. I talen sagde Schuman: "Fælles kul og stålproduktion vil øjeblikkeligt sikre tilvejebringelsen af et fælles grundlag for økonomisk udvikling – første etape mod den europæiske føderation. Det vil ændre disse egnes skæbne, der længe har været helliget fremstilling af våben til krige, som de selv bestandig har været ofre for."
De institutionelle tanker var, at de deltagende lande overgav suverænitet til ”Den Høje Myndighed”, som administrerede kul- og stålproduktionen. Derudover ville man oprette et Ministerråd, hvor landenes udenrigsministre skulle sidde, og sommetider nå til enighed før Den Høje Myndighed kunne gennemføre en beslutning. Der blev også opført en domstol, der skulle holde øje med, at beslutningerne blev implementeret, som bestemt samt afgøre retstvister. Slutteligt oprettede man også et parlament, der bestod af personer udpeget af de nationale parlamenter, hvis eneste kompetence var at afsætte Den Høje Myndighed. Efter talen blev holdt, gik der under et år, før der blev udarbejdet en traktat om oprettelsen af Kul- og Stålfællesskabet. Traktaten fik navnet Paristraktaten og blev underskrevet i Paris d. 18 april 1951 og trådte i kraft d. 26 juli 1952. De deltagende lande i dette samarbejde var Vesttyskland, Frankrig, Holland, Belgien, Luxembourg og Italien. Traktaten udløb d. 23 juli 2002. Du kan mere læse om, hvad der skete efter oprettelsen af Kul- og Stålfællesskabet i et tidligere blogindlæg ”EU’s begyndelse og de første traktater”: https://www.eubiderikke.org/post/eu-s-begyndelse-og-de-første-traktater
Kilder:
- Europa.eu.
- Europa-Parlamentet.
- Folketingets EU-Oplysning.
- Danmarkshistorien.dk.
- ”Europa i forandring” af Dorte Sindbjerg Martinsen, Marlene Wind og Morten Kelstrup, s. 52-59.
Comentários