top of page
Victoria Brohus

EU's Ombudsmand

Onsdag d. 18 december 2019 valgte Europaparlamentet EU’s nye ombudsmand. Dette er deres opgave efter et hvert Europaparlamentsvalg. Der var fem kandidater til posten, men valget faldt på den nuværende ombudsmand, Emily O’Reilly, fra Irland, der har siddet på posten siden 2013. Det tog tre afstemningsrunder i Parlamentet, før der var det nødvendige flertal for en kandidat, hvilket altså blev 320 stemmer på Emily O’Reilly. O’Reillys mandatperiode udløber i 2024, hvor der igen skal afholdes Europaparlamentsvalg.


Hvem er Emily O’Reilly?:

Irske Emily O’Reilly har bl.a. studeret på Trinity College og Harvard University og tidligere arbejdet som journalist. Hun har desuden sammenlagt 15 års erfaring som ombudsmand – først i Irland og dernæst i EU. Hun blev den første kvindelige ombudsmand begge steder. Hun har kun to europæiske forgængere, Jacob Söderman og Nikiforos Diamandouros, idet Ombudsmandsposten først blev oprettet med Maastrichttraktaten i starten af 1990’erne. I forbindelse med de offentlige høringer i Parlamentets Andragenderudvalg, som alle ombudsmandskandidater skal igennem, udtalte O’Reilly: ”EU-administrationen skal genvinde folkets tillid. Jeg mener, at tilliden kan forbedres ved at øge institutionernes ansvarlighed og gennemsigtighed. Først når man får lov til at se, hvordan en beslutning bliver truffet, forstår man, hvorfor den er blevet truffet, og først derefter kan man begynde at opbygge tillid.” Hun lovede også at fortsætte med at lade de europæiske borgere og deres rettigheder være centrum i hendes arbejde.



Ombudsmandens arbejde:

Ombudsmandens opgave er at bedrive upartisk og uafhængigt tilsyn med EU’s forskellige institutioner, organer og agenturer. Hun skal sørge for, at disse overholder deres forpligtelser og på den måde fremme god administration i EU-systemet. EU-Domstolen er dog undtaget fra at komme under Ombudsmandens lup. Hun kan både foretage undersøgelserne på baggrund af EU-borgeres klager eller på eget initiativ. Det vil dog typisk være fra borgernes eller juridiske enheders klager om fejl eller forsømmelser i EU’s institutioner. Ombudsmanden er således borgernes vagthund i EU, og hvert år skal hun præsentere og fortælle om resultaterne af sine undersøgelser. Den Europæiske Ombudsmands kontorer ligger i Europaparlamentets bygninger i Strasbourg.


Hvordan vælges EU’s ombudsmand?:

For at blive godkendt som ansøger i udvælgelsesprocessen skal man have støtte fra mindst 40 medlemmer af Europaparlamentet fra mindst to forskellige medlemsstater. De ansøgere, der opfylder dette krav, skal præsentere deres prioriteter ved en offentlig høring i Europaparlamentets Udvalg for Andragender. Dette udvalg vurderer og behandler såkaldte andragender, som er klager eller anmodninger, de europæiske borgere kan rette mod EU. Efter høringen vælger Europaparlamentet en ny ombudsmand ved runder af hemmelige afstemninger, indtil der er flertal for en kandidat.

Comments


bottom of page