top of page
Victoria Brohus

EU’s Nye Ledelse: Kommissionsformanden

Tirsdag d. 16 juli 2019 blev den næste formand for EU-Kommissionen valgt. Et snævert flertal i Europaparlamentet stemte for den tyske, konservative forsvarsminister, Ursula von der Leyen, og hun bliver således den første kvindelige kommissionsformand nogensinde. Hun skaffer dermed også Tyskland formandsposten for første gang, siden Walter Hallstein sad som EU-Kommissionens allerførste formand fra 1958-1967. Ursula von der Leyen blev udpeget af Det Europæiske Råd (hvor EU’s stats- og regeringsledere sidder) d. 2 juli 2019 efter meget lange og svære forhandlinger. Hun var en del af den såkaldte ”pakke” af EU-topposter, som, ud over posten som Kommissionsformand, også indeholder posten som formanden for Det Europæiske Råd, Udenrigschefen og formanden for Den Europæiske Centralbank.


Resultat af afstemningen:

Tirsdag morgen kl. 9 holdt Ursula von der Leyen en indledende tale i Parlamentet, inden europaparlamentarikerne havde mulighed for at stille hende spørgsmål indtil kl. 12:30. I sin tale talte hun først på fransk, dernæst på tysk og så på engelsk, og hun delte nogle af sine politiske visioner (disse uddybes nedenfor). Kl. 18 samlede Europaparlamentet sig igen i parlamentsbygningen i Strasbourg for at stemme om von der Leyens mulige fremtid som kommissionsformand. Der er 751 sæder i Parlamentet, og siden en kommissionsformand skal vælges ved absolut flertal, skulle Ursula von der Leyen have 374 stemmer for at blive valgt. Der var 733 MEP’ere (medlemmer af Europaparlamentet) tilstede, og 383 stemte for hende, 327 imod, 22 var blanke og én afstod fra at stemme. Ursula von der Leyen lykkedes derved med at skaffe sig et lille flertal med 52,3% af stemmerne. Hun vandt med 9 stemmer, og det er den smalleste sejr for en EU-kommissionsformand nogensinde.



Hvem er Ursula von der Leyen?:

Ursula von der Leyen blev født i Bruxelles i 1958 og voksede op i Ixelles, som ligger lige rundt om hjørnet fra ”EU-kvarteret”, hvor bl.a. Europaparlamentet ligger. Hendes far var topembedsmand i EF, og Von der Leyen gik på Europaskolen og lærte at tale fransk. Efter nogen tid flyttede familien, som bestod af mor, far og syv børn, til Tyskland, hvor faderen senere blev delstatspræsident for CDU-partiet, i hvilket von der Leyen meldte sig ind i 1990. Inden hun fik en politisk karriere, studerede hun økonomi på London School of Economics, og medicin i Tyskland hvor hun mødte sin mand, Heiko von der Leyen. Parret blev gift i 1986 og fik syv børn sammen mellem 1987-1999. Von der Leyen blev valgt til et politisk embede for første gang i 2001 ved et lokalvalg i Hannover. To år senere blev hun valgt til Forbundsdagen, og endnu to år efter blev hun minister for første gang. Kansler Merkel udnævnte hende til minister for familie, ældre, kvinder og unge (herunder også ligestilling) i 2005, og det var hun indtil 2009, hvor hun blev beskæftigelsesminister. Den post besad hun indtil 2013, hvor hun blev valgt som den første kvindelige forsvarsminister i Tyskland.


Genstand for kritik i sit hjemland:

I sin ministertid har hun mødt stor kritik. Hun er bl.a. blevet anklaget for at have forsømt det tyske militærmateriel, idet rapporter har konkluderet, at fly og ubåde er beskadiget og i dårlig stand sammenlignet med andre NATO-lande. En udbredt sag omhandler det tyske skib, Gorch Fock, hvis reparation først var blevet vurderet til at koste 10 millioner euro, men endte med at stige til 135 millioner euro. En undersøgelseskommission i Tyskland undersøger også i øjeblikket omfanget af en sag om nepotisme, hvor det tyske forsvarsministerium, under ledelse af von der Leyen, bestilte konsulentrapporter til flere millioner hos bl.a. ministerens egen søns arbejdsgiver. Desuden har der været en sag om plagiat i hendes phd-afhandling om gynækologi, hvor universitetet kom frem til, at der var taler om passager med ufuldkommen kildeangivelse.

Hun har således mødt stor kritik i sit hjemland, men er omvendt også vellidt blandt EU-tilhængere uden for Tyskland. Hun er nemlig stærkt pro-europæisk og har sågar erklæret sig som føderalist og talt for ”Europas forenede stater” med inspiration fra USA og Schweitz.



"A Union that strives for more":

Her følger en opsummering af Ursula von der Leyens politiske program, som hun præsenterede for europaparlamentarikerne, og som bærer titlen ”A union that strives for more – My agenda for Europe”.


KLIMA:

- 50-55% Co2-reduktion i 2030.

- EU skal være Co2-neutralt i 2050.

- En klimaskat på importvarer der skal forhindre udledningen i at stige udenfor det europæiske kontinent. Desuden vil hun indføre en kulskat.

- En reform af EU’s nuværende system for handel med Co2-kvoter.

- Inden for hendes første 100 dage vil hun præsentere en klimalov, som bl.a. skal indeholde en fond, der skal sikre, at alle medlemslande er i stand til at overholde de fastsatte klimamål.


LIGESTILLING OG MINIMUMSLØN:

- Der skal være lige mange kommissærer af begge køn i den nye Kommission.

- Mænd og kvinder skal være repræsenteret i virksomhedsbestyrelser.

- En antidiskriminationslov.

- Indføring af en fælles, europæisk minimumsløn i et forsøg på at komme løndumping til livs og sikre alle EU-borgere en minimumsindkomst.


EN MERE DEMOKRATISK UNION OG MERE MAGT TIL EUROPAPARLAMENTET:

- Mere gennemsigtighed i lovgivningsprocessen fremover.

- Kommissionen vil fremsætte et lovforslag, hvis der er et flertal for dette blandt MEP’erne.

- Muligvis en traktatændring i forhold til valget af kommissionsformanden.

- Afholdelse af en toårig europæisk konference hvor man skal se på Spitzenkandidat-processen og Europas demokrati.


”FAIR” BESKATNING:

- En digital skat på tech-giganternes omsætning.

- Flere tiltag for at sikre at de store IT-virksomheder betaler deres skat.


FÆLLES MIGRANTIONSPAGT:

- De vedtagne 10.000 grænsevagter skal stå klar ved EU’s ydre grænser allerede i 2024 - tre år tidligere end planlagt.

- Forhandle en ny migrations- og asylpagt på plads.

- Reformere Schengen-samarbejdet og ophæve alle de indre, midlertidige grænser.


Til oktober skal Europaparlamentet stemme om den samlede Kommission bestående af én kommissær fra hvert medlemsland. Den nye EU-Kommission har første arbejdsdag d. 1 november, og dér afløser Ursula von der Leyen den nuværende formand, Jean-Claude Juncker.

コメント


bottom of page