top of page
Victoria Brohus

EU’s Nye Ledelse: Formanden for Det Europæiske Råd

D. 2 juli 2019 blev EU’s stats- og regeringsledere i Det Europæiske Råd enige om den såkaldte ”pakke” af topposter til den nye ledelse i EU. Pakken indeholder en kandidat for henholdsvis Kommissionsformandsposten, udenrigschefen, formanden for Det Europæiske Råd og chefen for Den Europæiske Centralbank. Formanden for Det Europæiske Råd blev den fungerende belgiske regeringschef, Charles Michel, og han overtager posten fra den polske, Donald Tusk. Michels opgaver bliver primært at lede møderne i Det Europæiske Råd, indkalde til ekstraordinære topmøder samt at repræsentere EU udadtil. I det nedenstående får du et indblik i, hvem denne nye ”EU-præsident” er.


En politiker med mange titler og rekorder:

Charles Michel er 43 år, gift med Amélie Derbaudrenghien og har tre børn. Han er uddannet advokat og har haft mange politiske titler i sin karriere. I 1999 blev han, i en alder af 23 år, for første gang valgt til det belgiske parlament og blev ikke lang tid efter borgmester i den vallonske by, Jodoigne. Som 25-årig blev han indenrigsminister og som 32-årig minister for udviklingssamarbejde, men trak sig i 2011 for at blive ny partileder for sit parti, Mouvement Réformateur, som er et liberalt, centrum-højre parti. I 2014 blev han, som 38-årig, den yngste premierminister i Belgien siden midten af 1800-tallet. Nu slår han atter rekord som den yngste formand for Det Europæiske Råd, idet han er yngre end både Donald Tusk og dennes belgiske forgænger, Herman van Rompuy. Den politiske succes ligger til familien, idet Charles Michel er søn af Louis Michel, som har været både udenrigs- og visestatsminister i Belgien og tilmed landets EU-kommissær. Det har dog ikke været helt gnidningsfrit for Charles Michel at være premierminister. I 2018 valgte han at træde tilbage som følge af, at regeringspartiet, N-VA, havde forladt regeringen i protest mod underskrivningen af FN’s migrationspagt. Men da der stadig ikke er dannet en ny belgisk regering efter valget i maj 2019, har Michel været fungerende premierminister siden valget.



En pro-europæisk formand:

Michel er bredt anerkendt blandt kollegaer og analytiker som værende en mand med gode kompetencer indenfor koalitionsopbygning, stor politisk snilde og dygtighed indenfor flere forskellige sprog, som han kan bruge i samspillet med de øvrige medlemmer af Det Europæiske Råd. Men kritikken af ham går dog på, at han kan risikere at glemme, at ikke alle ”tænker som en belgier” – underforstået at han kan blive for pro-europæisk til nogle af de mere EU-skeptiske lande og glemmer sine begrænsninger i forsøget på at sætte en glødende europæisk dagsorden. Efter sin udnævnelse til formandsposten skrev han følgende på Twitter: ”Et forenet EU med respekt for national mangfoldighed vil være mit mål. Solidaritet, frihed og respekt er kernen i det, og jeg vil stå op for disse værdier.”


Historien om posten som ”EU’s præsident”:

Det var først i 2009 med Lissabontraktaten, at man fik en permanent formand for Det Europæiske Råd, som også i populær tale kaldes ”EU’s præsident”. Den første formand for Rådet var den belgiske Herman van Rompuy. Han hørte til den konservative partifamilie i EU og var tidligere belgisk premierminister, ligesom Charles Michel. Mens forhandlingerne om Lissabontraktaten var i gang, udspillede der sig sideløbende en diskussion blandt EU’s ledere om, hvorvidt man skulle erstatte den hidtidige rotationsordning for ledelsen af Det Europæiske Råd med en permanent formand. Dette forslag gav dog anledning til bekymring blandt de mindre lande i EU, som frygtede, at formandsposten ville blive besat af de store spillere i EU som Tyskland, Frankrig og Storbritannien, og at de små lande dermed ville være sat ud af spillet. Derfor ønskede man med valget af van Rompuy at vise de mindre EU-medlemslande, at deres interesser som små lande var varetaget, idet Belgien også er et lille land sammenlignet med andre EU-lande. Den næste formand for Det Europæiske Råd blev den tidligere polske, liberale statsminister, Donald Tusk. Analysen af valget af Tusk går på, at EU ville vise god vilje mod de relativt nye østeuropæiske medlemslande. Og nu er Charles Michel altså valgt som den tredje EU-præsident i historien, den anden belgier, den anden liberale og den yngste nogensinde.

Comments


bottom of page