Rådet for Den Europæiske Union kaldes også blot for Ministerrådet eller Rådet og består af ministrene fra medlemslandenes regeringer. Rådet har 10 forskellige konfigurationer – altså sammensætninger – som behandler et eller flere politikområder, hvor hver enkel national minister på det pågældende politikområde samles. Skal der eksempelvis diskuteres fiskeripolitik i EU, mødes alle de nationale fiskeriministre til et rådsmøde i Bruxelles. Rådet ledes ved det såkaldte rotationsprincip, hvor medlemslandene skiftes til at besidde formandsposten et halvt år ad gangen. Dette gælder dog ikke for Udenrigsrådet, hvor den Høje Repræsentant, dvs. EU's udenrigschef, altid er formand. Ministerrådet vedtager lovgivning i samarbejde med Europaparlamentet og er derved den lovgivende magt i EU forstået ud fra magtens tredeling. Rådet er i øvrigt den EU-institution, som repræsenterer medlemsstaternes regeringer og dermed de nationale interesser.
Rådets formandsskab:
Det roterende formandskab i Rådet indebærer et såkaldt trioformandskab, hvor tre medlemslande sammen står for at forberede og lede rådsmøderne et halvt år ad gangen hver. De tre lande vedtager en fælles linje, for det halvandet år de udgør formandsskabet sammen. Udover at styre rådsmøderne består formandsskabets rolle også i at udrede eventuelle konflikter mellem ministrene, således at der kan opnås enighed i Rådet. Dette betyder nødvendigvis, at landet, som har formandsskabet, skal agere uafhængigt af egne interesser. Siden starten af 2019 har Rumænien haft formandsskabet sammen med Finland og Kroatien.
Konfigurationer og rådsmøder:
Ministerrådet mødes, som nævnt, i 10 konfigurationer. Én af dem kaldes ”sammensætningen for almindelige anliggender”, hvor de nationale udenrigsministre og EU-ministre mødes og diskuterer mere brede politiske emner. Nogle rådsmøder kan behandle op til flere politikområder, og sommetider er det nødvendigt at sende flere nationale ministre til Bruxelles for at diskutere disse, idet Ministerrådets konfigurationer ikke altid stemmer overens med de nationale ministeriesammensætninger. Et eksempel på en konfiguration, der beskæftiger sig med flere forskellige politiske emner, er ”beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik”. De øvrige konfigurationer er ”Udenrigsanliggender”, ”Økonomi og finans”, ”Retlige og indre anliggender”, ”Konkurrenceevne”, ”Transport, telekommunikation og energi”, ”Landbrug og fiskeri”, ”Miljø” samt ”Uddannelse, ungdom, kultur og sport”. Er der f.eks. en miljøordning, som skal vedtages i EU, sættes denne på Miljørådets dagsorden, mens det er Udenrigskonfigurationen, som behandler diskussioner om f.eks. konflikten i Syrien. Der afholdes mellem 70 og 75 rådsmøder om året i Bruxelles. Nogle konfigurationer mødes en gang om måneden, mens andre kun mødes et par gange årligt.
Lovgivningsarbejdet og Coreper:
Ministerrådets hovedopgave ligger i behandlingen og vedtagelsen af EU-lovgivning. Dette sker efter den såkaldte "almindelige lovgivningsprocedure", som opererer med op til tre behandlinger (ligesom i Folketinget), og som dækker over størstedelen af politikområderne i EU. Ministerrådet skal lovgive sammen med Europaparlamentet, og proceduren kræver, at begge institutioner når til enighed om et lovforslag, inden dette kan vedtages. Ministerrådets lovgivningsarbejde foregår som følger: Forslaget behandles først i en af de 150 arbejdsgrupper, der findes i EU, og som bl.a. består af embedsmænd og eksperter fra de nationale ministerier samt EU-ambassadører. Arbejdsgruppernes opgave er at forhandle elementer af forslaget på plads, hvorefter de resterende dele sendes videre til det såkaldte ”Coreper”. Coreper står for ”Comité des Représentants Permanents”, som betyder De Faste Repræsentanters Komité på fransk. Coreper består af EU-ambassadører – altså medlemslandenes faste repræsentanter i Bruxelles – og disses stedfortrædere. Coreper er opdelt i to komitéer, grundet den store mængde af lovgivning der behandles i EU. Coreper II består af EU-ambassadørerne, og er den mest prestigefulde komité af de to. Denne beskæftiger sig bl.a. med EU’s budget, udenrigspolitik og institutionelle spørgsmål, hvilket alle er områder, som Det Europæiske Råd har ansvaret for. Coreper I derimod består af EU-ambassadørernes stedfortrædere, altså viceambassadørerne. Coreper I arbejder med lovgivning, som hører ind under Ministerrådet, som f.eks. landbrugspolitik, miljøpolitik, fiskeri, transport mv. Coreper forhandler med mandat fra de nationale regeringer, og sørger for at forberede alle sager inden rådsmøderne finder sted. Selv om medlemmerne når til enighed, skal lovforslagene rent formelt stadig vedtages af Ministerrådet ved disse rådsmøder. Inden møderne diskuterer Corepers embedsmænd, hvordan dagsordenen skal være for det pågældende møde. De opdeler ministrenes dagsorden i såkaldte A- og B-punkter. A-punkter vedtages i Ministerrådet uden en debat, fordi Coreper allerede er nået til enighed og dermed kun behøver den formelle tommel op fra Rådet. B-punkter indebærer diskussion blandt ministrene. Når Rådet og Parlamentet er enige om lovforslaget, kan loven vedtages, og i langt de fleste tilfælde sker vedtagelsen allerede i førstebehandlingen.
Ministerrådets historie:
1952: I forbindelse med grundlæggelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) blev forløberen til Ministerrådet oprettet, og det var i 1952, at den første samling i ”Det Særlige Ministerråd” løb af staben. Det var denne institution, som lancerede det nye princip om at lade formandskabsposten gå på tur mellem medlemslandene.
1957: Romtraktaten blev vedtaget, og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EURATOM) og Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) opstod som to nye organer i det europæiske samarbejde. Det første møde i EØF-Rådet blev afholdt i januar 1958.
1960: De Faste Repræsentanters Komité, Coreper, blev delt i to: Coreper I og Coreper II, som beskæftiger sig med forskellige politikområder og stadig fungerer i dag.
1965: Frankrig annoncerede, at de ikke ville deltage i Rådets samlinger i forbindelse med forhandlingerne om finansieringskilderne til den fælles landbrugspolitik. I 1966 blev Luxembourgforliget dog vedtaget, og dette introducerede reglen om enstemmighed i Rådet, når meget vigtige interesser er på spil, og det sluttede dermed denne konflikt, som senere er blevet døbt "Den tomme stol"-krisen.
1967: Fusionstraktaten gjorde Ministerrådet, Kommissionen og budgettet fælles for de tre europæiske samarbejdsområder: EKSF, EURATOM og EØF.
1993: Maastrichttraktaten trådte i kraft, og det indførte den almindelige beslutningsprocedure, hvor Ministerrådet og Europaparlamentet samarbejder om lovgivningen i EU.
2009: Lissabontraktaten trådte i kraft og medførte en større brug af kvalificeret flertal i Ministerrådet.
Comments