Europaparlamentet har til opgave at repræsentere alle EU’s borgere, idet parlamentarikerne er direkte valgt af de nationale befolkninger. Parlamentet er EU’s lovgivende magt sammen med Ministerrådet og består af 751 medlemmer, som efter Brexit reduceres til 705. Parlamentarikerne har siden 1979 været valgt ved direkte, hemmelige valg i de forskellige medlemslande, og der sidder dermed politikere fra samtlige stater til at repræsentere EU’s borgere. Parlamentsmedlemmerne vælges for en femårig periode, og antallet af de forskellige landes parlamentsmedlemmer afhænger af indbyggertallet i landene. Danmark har 13 medlemmer, men ved valget til Europaparlamentet d. 26 maj 2019, får vi én plads mere grundet Brexit.
Den lovgivende magt:
Parlamentet skal først og fremmest behandle og vedtage lovgivning i EU. Dette sker efter den ”almindelige lovgivningsprocedure”, som gælder størstedelen af de politikområder, der lovgives om, og som kan have tre behandlinger. Denne proces sker sammen med Ministerrådet, for begge institutioner skal nå frem til et lovforslag, før at det endeligt kan vedtages. Det meste af det politiske arbejde sker i udvalgene, for det er disse, som behandler lovforslag fra Kommissionen og udarbejder ændringsforslag dertil. Vedtagelsen finder til sidst sted i Plenarforsamlingen, hvor Parlamentets medlemmer er til stede. Selvom det er EU-Kommissionen, der har den såkaldte ”initiativret”, hvilket vil sige, at det er dem, som kommer med lovforslag, så kan udvalgene i Parlamentet også med en ”initiativbetænkning” bede Kommissionen om at bruge deres initiativret til at fremsætte et bestemt lovforslag. Ud over at lovgive skal Europaparlamentet også vedtage EU’s budget samen med Ministerrådet. En anden af Parlamentets opgaver er at yde demokratisk kontrol med Kommissionen. F.eks. skal Parlamentet godkende formanden for Kommissionen og de øvrige kommissærer samt stille spørgsmål til Kommissionen og dennes virke. Parlamentet kan også afsætte hele Kommissionen, selvom det endnu ikke er sket. Således gør magtens tredeling sig også gældende i EU, da den lovgivende magt (Parlamentet) kontrollerer den udøvende magt (Kommissionen).
De politiske grupper:
I Parlamentet organiserer parlamentarikerne sig ikke i nationale partier, men i tværnationale, politiske grupper og vælger sin egen gruppeformand. I disse grupper, som der på nuværende tidspunkt er otte af, vedtager man en fælles holdning blandt gruppens medlemmer, selvom man må stemme, som man har lyst til. Inden afstemningerne ved plenarforsamlingen stiller grupperne eventuelle ændringsforslag og vender de forskellige udvalgs holdninger til det pågældende forslag. Gruppearbejdet minder således om den måde de danske partier arbejder på i Folketinget.
Den største gruppe i Europaparlamentet forkortes EPP, som står for ”Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater)”. Det Konservative Folkeparti i Danmark er medlem af EPP. Dernæst kommer S&D, hvilket er forkortelsen for ”Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet”, her sidder bl.a. politikere fra det danske, Socialdemokratiet. Den liberale og stærkt EU-positive gruppe hedder ALDE, hvis fulde navn er ”Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa”, hvor Radikale Venstre og Venstre er medlemmer. ECR, ”De Europæiske Konservative og Reformister”, er den gruppe, som bl.a. Dansk Folkeparti tilhører. I GUE/NGL, ”Europæiske Venstrefløj/Nordisk Grønne Venstre” sidder Folkebevægelsen mod EU’s medlem, Rina Ronja Kari. Greens/EFA (De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance) er SF’s europæiske gruppe. I de sidste to grupper er der ingen dansk repræsentation, men de hedder EFDD (”Gruppen for Europæisk Frihed og Direkte Demokrati”) og ENF (”Et Nationernes og Frihedens Europa”). Der er desuden et par løsgængere i Parlamentet. Efter et Europaparlamentsvalg går Europaparlamentarikerne i gang med at danne disse politiske grupper, hvor der også er mulighed for at oprette nye. Grupperne skal mindst have 25 medlemmer og som minimum repræsentere en fjerdedel af EU’s medlemsstater ifølge parlamentets egne regler. For det meste bekender medlemsstaternes partier i valgkampen, hvilken af de grupper, som allerede eksisterer, de ønsker at være en del af, eller at de har visioner om at danne en ny gruppe.
Formanden for Europaparlamentet og formandskonferencen:
På den første plenarforsamling efter valget, hvor Parlamentet mødes, vælger denne sin formand. Formanden vælges for en periode på to et halvt år, dvs. en halv valgperiode, og har mulighed for genvalg. Den nuværende formand for Europaparlamentet hedder Antonio Tajani og er medlem af det italienske parti, Forza Italia. Han blev valgt d. 17 januar 2017 og har tidligere været transportkommissær fra 2008 til 2010 og industrikommissær fra 2010 til 2014. Tajani udgør, sammen med de forskellige gruppeleder af de politiske grupper og én repræsentant for løsgængerne, den såkaldte Formandskonference. Formandskonferencen bestemmer dels rammerne for Parlamentets arbejde og dels at stå for relationerne til de andre EU-institutioner, medlemsstaternes parlamenter og lande udenfor EU.
Udvalg og delegationer:
Parlamentet har 23 udvalg, som europaparlamentarikerne er delt ud i. F.eks. er der ”DROI”, som er forkortelsen for menneskerettighedsudvalget, ”ENVI”, som er miljø, folkesundhed og fødevaresikkerhedsudvalget, ”REGI” som er udvalget for regional udvikling, ”CULT” som er kultur- og uddannelsesudvalgets forkortelse og ”FEMM” som er udvalget for kvinders rettigheder og ligestilling. Parlamentarikerne er også medlemmer af de 44 delegationer, som står for at udvikle og understøtte forbindelser til lande uden for EU ved at holde forskellige møder i landene, mødes med eksperter og partnere, oprette projekter mv. Der er delegationer fra alle kontinenter og i lande som Ukraine, Israel, Palæstina, USA, Brasilien, Indien, Kina og Australien.
”Rejsecirkusset”:
Størstedelen af Parlamentets arbejde og administration foregår og holder til i Belgiens hovedstad, Bruxelles, men Parlamentets hovedsæde er i Strasbourg i Frankrig. Det er i Strasbourg, at Parlamentet vedtager alle love og regler. Det er dér, de lovgiver, hvilket sker på det, som kaldes plenarforsamlinger. Plenarforsamlinger finder sted over fire dage hver eneste måned undtagen august, så alle politikere, embedsmænd og andre medarbejdere flytter frem og tilbage fra Bruxelles til Strasbourg. Denne konstellation kaldes i daglig tale for ”rejsecirkusset”. Det var Frankrig, der tilbage i 1992 fik en bestemmelse med i Edinburghaftalen om, at Parlamentet skal mødes i Strasbourg mindst 12 gange hvert år. Mange parlamentarikere er utilfredse med dette, men ifølge artikel 341 kræver en ændring medlemslandenes enstemmige godkendelse. Ved disse plenarmøder er der ikke kun parlamentarikere til stede. Der er også en tilhørerloge, som bl.a. består af pressen, gæster og diplomatiske korps, og der er tolke, som simultanoversætter på alle de officielle EU-sprog. Kommissionen er også til stede i form af den pågældende kommissær, hvis resortområde lovforslaget hører ind under, og denne kommissær skal tale for forslaget. Ministerrådets formand deltager også samt Europaparlamentets formand eller én af Parlamentets 14 næstformand, som leder møderne. Slutteligt er der formændene eller gruppeordførerne for de politiske grupper, og Generalsekretariatet som er Parlamentets tjenestemænd.
Europaparlamentets historie:
1958: De seks medlemmer af Kul- og Stålfællesskabet navngav Europaparlamentet for ”Forsamlingen”. I 1962 valgte medlemmerne af Forsamlingen selv at ændre navnet til Europaparlamentet.
1979: Parlamentarikerne var for første gang på direkte valg i medlemslandene. Før 1979 var det de nationale parlamenter, som valgte medlemmerne af EU-Parlamentet.
1986: Fællesakten blev vedtaget og indeholdt den spæde start på lovgivningssamarbejdet mellem Ministerrådet og Europaparlamentet. Parlamentet fik med Fællesakten øget indflydelse på lovgivningens endelige udtryk ved at kunne stille ændringsforslag i lovgivningsprocessen, som Ministerrådet kun havde mulighed for at nedstemme og afvise, såfremt der var enstemmighed.
1993: I 1993 blev Europaparlamentets rolle som den lovgivende magt cementeret, og Parlamentets bestemmelser blev nu ligestillet med Ministerrådets. Der blev indført den ”fælles beslutningsprocedure”, som betød, at Parlamentet og Ministerrådet skulle blive enige om lovforslag på en række forskellige områder. Den lovgivende magt blev dermed til en form for tokammersystem, hvor Ministerrådet og Parlamentet lovgiver sammen.
1999: Kommissionen valgte selv at træde tilbage efter korruptionsanklager, for derved at undgå at Parlamentet vedtog et mistillidsvotum og altså afsatte Kommissionen. Det er første og eneste gang, at Parlamentet har truet med at bruge denne ret, som det fik i 1957.
2014: Dette valg var den første gang, at Kommissionsformanden blev valgt ud fra Spietzenkandidat-princippet, som betyder, at det i praksis bliver formanden eller kandidaten fra den største politiske gruppe i Parlamentet, der bliver valgt til Kommissionsformand.
Comentarios