EU-Kommissionens to primære opgaver er at stille lovforslag, og sikre at EU-lovgivning overholdes i medlemslandene. Kommissionen er således den udøvende magt og fungerer som EU’s regering, idet denne, som det fastslås i EU’s traktater, er uafhængig af medlemsstater og af økonomiske interesser. Kommissionen arbejder for en fælleseuropæisk interesse, og derfor kaldes Kommissionen sommetider for "traktaternes vogter". Hvis et eller flere medlemslande handler i strid med EU-lov, skal Kommissionen undersøge dette og, hvis det kommer så vidt, lægge sag an mod landet ved EU-Domstolen. Kommissionen kan også udstede bøder til virksomheder, der ikke overholder EU’s regler. Det skete eksempelvis i 2018, da Google havde brugt forbudte metoder til at sikre sig dominans på internettet og dermed fik en bøde fra EU-Kommissionen på 32 milliarder kroner.
Kommissionen består af 27 kommissærer, én fra hvert medlemsland, samt kommissionsformanden. Kommissærerne har ansvaret for hver deres politikområde og har et hav af embedsmænd ansat inden for deres felt. Den danske kommissær er medlem af Det Radikale Venstre og hedder Margrethe Vestager, og hun er konkurrencekommissær. Der er bl.a. også en kommissær for handel, for Energiunionen, budgettet, det digitale indre marked, sundhed og fødevaresikkerhed, migration etc. De enkelte kommissærer fungerer således som en slags ministre, som vi kender det fra vores nationale regeringer. Regeringslederen er i dette tilfælde kommissionsformanden og den såkaldte "høje repræsentant" er en form for vicepræsident. Den høje repræsentant kaldes oftest blot for "EU's udenrigschef".
Kommissionsformandskabet:
Den nuværende formand for Kommissionen hedder Jean-Claude Juncker og er fra Luxembourg, og han hører til den kristendemokratiske, konservative gruppe i Europaparlamentet, EPP. Han leder bl.a. Kommissionens arbejde og indkalder til møder. Den høje repræsentant hedder Federica Mogherini og er medlem af Det Demokratiske Parti i Italien, som er et centrum-venstre parti. Hendes rolle i Kommissionen er at lede Rådet for Udenrigsanliggender. Hun kan desuden stille lovforslag gennem sin formandspost i Rådet for Udenrigsanliggender samt repræsentere EU i mødet med internationale forbund, organisationer og tredjelande. Kommissionsformanden og den høje repræsentant udnævnes efter Europaparlamentsvalget, af Det Europæiske Råd, altså stats- og regeringscheferne i EU. Det Europæiske Råd skal, ifølge traktaterne, have resultatet af Europaparlamentsvalget i deres tanker, når de skal vælge Kommissionsformanden. Dernæst skal denne godkendes af Europaparlamentet med absolut flertal. Men i 2014 blev Juncker valgt ud fra det splinternye ”Spietzenkandidat”-princip. Det går i bund og grund ud på, at de politiske grupper i Europarlamentet stiller med en spidskandidat til posten, og at kandidaten, fra den gruppe som får flest medlemmer efter EP-valget, får titlen ved godkendelse fra Europaparlamentet. Det var aldrig prøvet af før valget i 2014, men det er ikke i strid med Lissabontraktaten, som beskriver, at ”Det Europæiske Råd skal foreslå en kandidat til formandsposten under hensyntagen til valget til Europa-Parlamentet”. Der er dog delte meninger om denne procedure, men der er flere af Parlamentets grupper, som allerede har lanceret deres spidskandidater.
Udpegning af kommissærerne:
Kommissærerne er valgt for fem år ad gangen og kan sagtens sidde i flere perioder. Men det kræver, at deres nationale regering beslutter at indstille dem som kommissær. For det er nemlig medlemslandenes regeringer, som udnævner en kommissær, der efterfølgende skal godkendes i Bruxelles. Før de vælges, skal hver kommissær have en såkaldt portefølje, altså et ansvarsområde. Fordelingen af disse porteføljer sker i et samarbejde mellem den nyligt udpegede kommissionsformand og medlemslandene. Når porteføljerne er placeret, er kandidaterne klar til Europaparlamentets godkendelse, men først skal hver kandidat tage imod spørgsmål fra parlamentarikerne i et par timers langt interview, og bagefter kan de godkendes af Parlamentet, såfremt de er tilfreds med kandidatens svar. Hvis de ikke er tilfredse, skal det pågældende medlemsland finde en ny kandidat. Når alle kommissærerne har modtaget en individuel godkendelse, skal Europarlamentet stemme om en godkendelse af hele EU-Kommissionen som samlet gruppe. Du kan læse mere om valget af kommissærer her: https://www.eubiderikke.org/post/s%C3%A5dan-v%C3%A6lges-eu-kommissionen
Kommissionens struktur:
Hver kommissær har et mindre kontor af personlige rådgivere. Disse kaldes kabinetter og består af nogle embedsmænd, som rådgiver kommissæren og spiller en central rolle i forberedelserne af lovforslag. Det er også kabinetcheferne, der står for at forberede de ugentlige møder, som kommissærerne holder samt at stå for de indledende forhandlinger mellem diverse kommissærer og forsøge at opnå konsensus om dagsordenen, inden Kommissærerne mødes. Kommissionen er organiseret i såkaldte generaldirektorater, som hvert har ansvar for et bestemt politikområde. De er derved en slags ministerier. Generaldirektoraterne har forkortelsen DG efter det franske navn, Diréctorat Gènerale. F.eks. er der DG Handel, DG Fiskeri, DG Miljø, DG Konkurrence, DG Forskning m.fl. Margrethe Vestager er eksempelvis politisk leder for Generaldirektoratet for Konkurrence. Det hænger dog ikke altid sådan sammen, at en kommissærs politikområde følger generaldirektoraterne, idet en kommissær sagtens kan have ansvaret for flere af disse. Et generaldirektorat kan omvendt også høre ind under flere kommissærer. Udenrigstjenesten deles tilmed mellem Ministerrådet og Kommissionen. Derudover har Kommissionen 13 særtjenester, som f.eks. den juridiske tjeneste der har ansvaret for at godkende Kommissionens forskellige lovforslag. Endvidere er der særtjenester for bl.a. oversættelse, statistik, personale osv.
Initiativretten:
Kommission har, som nævnt, til opgave at foreslå ny lovgivning i EU, og de har den såkaldte initiativret, som giver dem fri ret til at udarbejde og fremsætte lovforslag. Den lovgivende magt, Ministerrådet og Europparlamentet, vedtager dernæst lovene. Der er tre principper, som Kommissionen skal opfylde i sin lovgivning. Det første princip er det juridiske grundlag. For alle forslag gælder det, at man skal kunne finde et juridisk grundlag for disse i EU’s traktater. Det er Kommissionens ansvar at finde en eksakt artikel, de kan basere et forslag på. Hvis der ikke er styr på det juridiske grundlag, kan EU-Domstolen erklære retsakten for ugyldig - også senere hen når den er trådt i kraft. Det andet princip er subsidiaritetsprincippet, som handler om, at Kommissionen skal kunne bevise, ved et nyt lovforslag, at det, de ønsker at lovgive om, ikke kan klares på et lavere forvaltningsniveau, som kunne være nationalt, regionalt eller lokalt. Man kalder også dette princip for nærhedsprincippet. Det tredje og sidste princip er proportionalitet. Kommissionen må ikke skyde gråspurve med kanoner, så lovforslagene skal passe til problemets omfang.
EU-Kommissionens historie:
1952: Forløberen for Kommissionen, Den Høje Myndighed, blev oprettet. Den blev til sammen med Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab.
1958: Den Høje Myndighed skiftede navn til Kommissionen og fik sin egen administration som følge af Romtraktatens ikrafttrædelse.
1985: Den franske politiker, Jacques Delors, blev Kommissionsformand og var fortaler for at udarbejde og vedtage Fællesakten (1985), som blev begyndelsen på etableringen af det indre marked.
1995: Jacques Santer, formand for den nye Kommission, skulle for første gang, som resultat af Maastrichttraktaten (1992), godkendes af Europaparlamentet, før han kunne få lov at begynde deres politiske arbejde som Kommission.
1999: Kommissionen med Jacques Santer i spidsen valgte selv at træde tilbage grundet truslen om et mistillidsvotum fra Europaparlamentet og en mindskende støtte fra medlemslandene. Utilfredsheden med Santer-Kommissionen opstod som følge af mistanke om korruption i Kommissionen.
2004: Nicetraktaten ændrede på sammensætningen af kommissærerne. Før traktatens bestemmelser havde de store medlemslande i EU ret til at udnævne to kommissærer, men grundet optagelsen af 10 nye øst- og centraleuropæiske lande i Unionen skulle man ifølge traktaten nu kun have én kommissær fra hvert land. Således bestod den nye Kommission, med formand José Manuel Barroso, af 25 kommissær.
2009: I Lissabontraktaten havde man faktisk foreslået at reducere antallet af kommissærer og lade de mindre lande skiftes til at have en kommissærpost, men irerne accepterede først Lissabontraktaten, efter at denne idé var streget fra traktaten.
2014: Spietzenkandidat-princippet blev for første gang anvendt i valget af Kommissionsformand, og EPP’s spidskandidat, Jean-Claude Juncker, blev valgt som formand.
Comments