EU-Domstolen er den dømmende magt i EU og har til opgave at sikre den samme fortolkning og forvaltning af EU-retten (EU’s traktater og lovgivning) i alle medlemslande. Institutionen er derfor uafhængig af nationale interesser og de øvrige institutioner i EU. Domstolen afgør sager mellem medlemslandene og EU’s institutioner, men sommetider også mellem EU og virksomheder, enkeltpersoner eller organisationer. EU-Domstolen består af to retsinstanser, Domstolen og Retten. Disse har forskellige arbejdsopgaver og måder at arbejde på, men er dog bl.a. fælles om presse- og oversættelsesområdet og er begge beliggende i Luxembourg. Indtil september 2016 var der også en tredje instans, som hed Personaleretten, der behandlede uenigheder mellem EU’s institutioner og de ansatte i disse, men dens virke blev videregivet til Retten, og dermed blev Personaleretten afskaffet som en særskilt instans. Dette skete som led i en større reform af EU-Domstolens struktur.
Domstolens medlemmer:
EU-Domstolen består af 28 dommere og de såkaldte generaladvokater, som medlemslandene selv udnævner ud fra et bestemt rotationssystem for seks år ad gangen, idet der er 11 pladser. Der sidder én dommer fra hvert medlemsland, og de vælges af de nationale regeringer for en seksårig periode og har mulighed for at blive genudnævnt. Inden regeringerne vælger deres dommer og generaladvokater nedsættes et udvalg til at klargøre, hvorvidt dommerne er egnet til at besidde embedet i EU-Domstolen. Generaladvokaterne kommer med objektive afgørelsesforslag til EU-Domstolen i en bestemt sag. Dommerne er ikke forpligtet til at følge generaladvokaternes forslag, men som regel anses disse som en hensigtsmæssig afgørelse, hvorfor Domstolen som oftest tilslutter sig forslagene. Domstolen ledes af en præsident og en vicepræsident, som vælges for en treårig periode af dommerne selv med mulighed for genudnævnelse. Den nuværende præsident hedder Koen Lenaerts og er belgier, mens vicepræsidenten hedder Rosario Silva de Lapuerta og er fra Spanien.
Domstolens arbejdsstruktur:
Normalvis dømmes sager af tre eller fem dommere, men disse kan gruppere sig forskelligt alt efter hvilke slags sager, der skal træffes afgørelser i. I sager som har særlig betydning eller er af stort omfang, sammensætter man ofte 15 dommere, hvilket kaldes for Den Store Afdeling. Denne struktur kan, som nævnt, bruges i store eller vigtige sager, men også hvis et medlemsland eller en institution ønsker dette. I yderst særlige sager samles alle 28 dommere. Disse kan eksempelvis være, hvis et medlem af EU’s institutioner skal afskediges som følge af vedkommendes forsømmelse af sine professionelle forpligtelser.
Sager hvor Domstolen træffer afgørelser:
Domstolen fælder dom i forskellige former for juridiske sager. Hvis Kommissionen vurderer, at et medlemsland bryder EU-retten, skriver Kommissionen en såkaldt åbningsskrivelse til landet. Hvis landet ikke retter ind, kan Kommissionen følgende indstille landet for Domstolen og starte en traktatkrænkelsessag. Sådan en sag kan også igangsættes af et medlemsland, men det sker meget sjældent. I traktatkrænkelsessager er det Domstolen, som afgør, om et medlemsland er i strid med EU-retten på et bestemt område. Hvis Domstolen vurderer, at der er et traktatbrud, er medlemslandet forpligtet til omgående at ændre i sine nationale regler og forvaltning. Såfremt medlemslandet ikke gør dette, kan Kommissionen atter lægge sag an mod landet, hvorefter medlemslandet kan risikere at modtage økonomiske sanktioner. Udover traktatbrud dømmer Domstolen også i juridiske spørgsmål fra medlemslandenes domstole. De nationale domstole kan komme med såkaldte præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen, hvis de har brug for afklaring om, hvordan en EU-lov skal tolkes i en konkret sag eller på et konkret område. Den aktuelle, nationale sag er således sat på pause, indtil Domstolen har truffet en beslutning og kommet med et svar, som dernæst anvendes i den nationale afgørelse. Domstolens svar danner præcedens for eventuelle fremtidige, identiske sager fra andre nationale domstole, hvilket vil sige, at svaret til ét medlemsland gælder for identiske sager i andre medlemslande.
Domstolen beskæftiger sig også med såkaldte annullationssøgsmål. Domstolen har kompetence til at bestemme, at en EU-regel bør annulleres, hvis den er i direkte strid med EU’s traktater eller anden EU-lovgivning. Så selvom loven blev stillet af Kommissionen, efter dennes juridiske tjeneste har set retsakten igennem, og har været igennem lovgivningsprocessen mellem Ministerrådet og Parlamentet så kan den stadig annulleres af Domstolen, såfremt dommerne finder belæg for dette.
Domstolen skal også dømme i sager, hvor de andre EU-institutioner anklages for ikke at handle i en sag, som de ellers er blevet opfordret til. Domstolen skal i disse sager afgøre, hvorvidt institutionens passivitet er legal. Såfremt den ikke er lovlig, er EU-institutionen forpligtet til at handle. Disse sager kaldes for passivitetssøgsmål og kan eksempelvis være en sag mellem to af EU’s institutioner. Medlemslandene kan, ligesom EU-institutionerne, stille disse anklager om passivitet til Domstolen, mens enkeltpersoner kun kan sagsøge, hvis de er personligt berørt af denne passivitet, som har resulteret i, at der ikke er blevet udarbejdet en retsakt. Domstolen behandler slutteligt, om end i mindre grad, sager om erstatninger fra EU's institutioner eller ansatte i EU, samt appelsager hvor domme, som allerede er afsagt i den ene af EU-Domstolens retsinstanser, Retten, appelleres til Domstolen.
EU-Domstolens historie:
1952: Domstolen blev oprettet i forbindelse med dannelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, der var begyndelsen på EU-samarbejdet, som vi kender det i dag.
1989: Retten i Første Instans blev oprettet med henblik på at lette presset fra de mange sager ved Domstolen. Fra 2009 blev den blot kaldt ”Retten”.
2005: Personalesager blev nu behandlet af Retten for EU-personalesager (Personaleretten) og dermed ikke længere af Retten.
2009: EF-Domstolen skiftede navn til EU-Domstolen i forbindelse med Lissabontraktatens ikrafttrædelse, idet Domstolen nu fik kompetence til at dømme inden for hele EU-retten og ikke udelukkende EF-retten.
2016: Personaleretten blev afskaffet og dets opgaver overgik til Retten.
Comments