Den Europæiske Centralbank (ECB) er én af de helt centrale institutioner i EU-samarbejdet. ECB er centralbank for de 19 eurolande. Den er uafhængig fra de andre EU-institutioner i den forstand, at traktaterne byder den ikke at føre finanspolitik eller lade sig påvirke af EU-organer. Centralbankens hovedopgave at derimod at sikre prisstabilitet gennem pengepolitik, hvilket indebærer at holde inflationen tæt på 2%. I dette blogindlæg kan du få et kort overblik over Den Europæiske Centralbanks struktur, arbejdsopgaver og historie.
ECB’s opbygning:
Den Europæiske Centralbank er placeret i Frankfurt i Tyskland og har over 2.500 ansatte. Den træffer sine beslutninger i det såkaldte ”Styrelsesråd”. Styrelsesrådet består af de 19 centralbankschefer og seks medlemmer af Direktionen, som er det organ, der leder ECB’s daglige arbejde og gennemfører pengepolitikken i euroområdet som Styrelsesrådet har bestemt. De seks medlemmer af Direktionen vælges for otte år ad gangen. Styrelsesrådet mødes ca. to gange om måneden i Frankfurt. Af andre organer i ECB kan nævnes Det Generelle Råd, som diskuterer fastkurspolitikken samt optagelse af nye lande i eurosamarbejdet. Tilsynsrådet er et andet organ, og de fører tilsyn med bankerne i eurozonen. Den Europæiske Centralbank har én chef, der vælges for en otteårig periode af Det Europæiske Råd med kvalificeret flertal efter høring med Europaparlamentet og Styrelsesrådet. ECB’s formand præsenterer ECB udadtil og i mødet med andre EU-institutioner. Den nuværende formand er den franske Christine Lagarde, der er tidligere direktør i Den Internationale Valutafond.
ECB’s opgaver:
ECB’s primære opgave er, som nævnt, at holde priserne stabile. I forlængelse af dette beskæftiger ECB sig med at fastsætte rentesatsen og dermed kontrollere inflationen. Derudover er det også ECB, som forvalter eurozonens valutareserver og holder øje med de nationale tilsynsmyndigheders arbejde foruden at overvære pengetrykkeriet. ECB har også gennemført mange opkøbsprogrammer af bl.a. obligationer, og under COVID-19 lancerede institutionen store kriseopkøbsprogrammer. ECB møder jævnligt kritik for denne form for politik med henvisning til traktaternes bestemmelser om, at ECB ikke må føre finanspolitik, men kun pengepolitik. Én af de seneste eksempler på denne kritik kom fra den tyske forfatningsdomstol, og den sag kan du læse mere om her: https://www.eubiderikke.org/post/forst%C3%A5-sagen-den-tyske-forfatningsdomstol-freml%C3%A6gger-kendelse-mod-ecb
ECB’s historie:
Den Europæiske Centralbank blev officielt oprettet i 1998 som den sidste del af skabelsen af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) i EU. Tidligere kommissionsformand, Jacques Delors, indskrev ECB som sidste og tredje fase i oprettelsen af ØMU’en i en rapport fra 1989. Du kan læse om de tre faser i dette blogindlæg: https://www.eubiderikke.org/post/bliv-klog-p%C3%A5-eu-sprog-%C3%B8mu-en-og-bankunionen
Den Europæiske Centralbank var altså sidste fase af ØMU’en og skulle stå for Unionens monetære politik og sikre finansiel stabilitet inden for eurozonen. Euroen trådte i kraft som møntfod fra 2002, og siden er antallet af deltagende lande steget. I dag er der, som nævnt, 19 medlemslande. Da Litauen blev medlem i 2015, blev der oprettet en rotationsordning i Styrelsesrådet, hvor landene på skift har stemmeret. Det beskrives i traktaterne, at når ECB’s medlemmer oversteg 18, skulle rotationsordningen træde i kraft, for at sikre et handlingsdygtigt Styrelsesråd i takt med at medlemsantallet stiger.
Kilder:
- Den Europæiske Centralbank.
- Folketingets EU-Oplysning.
- Lissabontraktaten.
- ”Europa i forandring” af Dorte Sindbjerg Martinsen, Marlene Wind og Morten Kelstrup.
Comments