top of page
Victoria Brohus

EU's første chefanklager: Laura Kövesi

Det nye EU-organ, Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO), skal efter planen officielt begynde sit arbejde i november 2020. Til at lede EPPO er den rumænske, Laura Kövesi, valgt som chefanklager. I dette indlæg kan du blive klogere på, hvem hun er, hvilken modstand hun mødte i udnævnelsen som chefanklager, samt hvordan EPPO kommer til at fungere og være struktureret.

Hvad er Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO)?

EPPO står for European Public Prosecutor Office (Den Europæiske Anklagemyndighed) og er et nyligt oprettet, uafhængigt EU-organ, som beskæftiger sig med bekæmpelse af økonomisk kriminalitet. EPPO efterforsker, retsforfølger og fælder dom i sager med korruption, grænseoverskridende momssvig og hvidvask af penge. Ifølge tal fra Det Europæiske Råd mister EU’s medlemslande mindst 50 mia. euro i momsindtægter om året som følge af grænseoverskridende svig. EPPO skal overtage efterforskningen af denne form for grænseoverskridende, økonomisk kriminalitet fra de nationale myndigheder, så efterforskning kan foregå i fællesskab i EU på tværs af grænser. Dog skal Anklagemyndigheden også samarbejde med de nationale myndigheder på området foruden Eurojust og Europol. EPPO er et såkaldt ”forstærket samarbejde”. Organet blev foreslået oprettet tilbage i 2013. Dette krævede enstemmighed i Rådet og godkendelse i Europaparlamentet. Efter tre års forhandlinger nåede Rådet imidlertid ikke til enighed, og derfor valgte 16 medlemslande i april 2017 at gennemføre et forstærket samarbejde på området. Hvis der ikke opnås enstemmighed i Rådet, kan en gruppe på mindst ni lande oprette et sådant samarbejde. I juni 2017 blev de deltagende lande enige om lovgivningen for oprettelsen af Anklagemyndigheden, og i november samme år blev EPPO officielt oprettet som EU-organ. Der er på nuværende tidspunkt 22 medlemsstater, som deltager i EPPO, mens Irland, Polen, Ungarn, Danmark og Sverige står uden for.

EPPO’s struktur og de næste skridt for Kövesi:

Anklagemyndigheden kommer til at bestå af to niveauer; det strategiske og det operationelle niveau. Det strategiske niveau udgøres af den europæiske chefanklager, som Kövesi er udnævnt som. Hun skal lede EPPO og forme dets arbejde samt stå for kontakten til EU’s egne institutioner, medlemslandene og tredjeparter. Idet Kövesi er den første på posten, får hun et særligt ansvar for at opbygge Anklagemyndighedens arbejdsgang. Hun samarbejder desuden med to vicechefanklagere og vælges for en syvårig periode. Derudover bliver hun formand for anklagekollegiet, som er den anden aktør på det strategiske niveau. Kollegiet består af én europæisk anklager fra hvert deltagende medlemsland, og de har ansvaret for at træffe afgørelser om strategiske anliggender for at sikre effektivitet og overensstemmelse internt i organet. På det operationelle niveau indeholder EPPO de europæiske delegerede anklagere, som står for selve efterforskningen og retsforfølgelsen på førnævnte kriminalitetsområder. Denne gruppe består af mindst to anklagere fra hvert deltagende land. Den anden aktør på dette niveau er de permanente afdelinger, som har overblikket over efterforskningsarbejdet, og som træffer de operationelle beslutninger. De består af to anklagere og ledes enten af chefanklageren, én af vicechefanklagerne eller en anden europæisk anklager. EPPO forventes at indlede sit arbejde i november 2020. Organet kommer til at være placeret i Luxembourg.



Hvem er Laura Kövesi?:

Laura Kövesi er 47 år og fra Transsylvanien-området i Rumænien. Kövesi er født Codruta Lascu, men giftede sig med ungareren, Eduárd Kövesi, og beholdt hans efternavn efter parrets skilsmisse i 2007. Udover en succesfuld ungdomskarriere indenfor basketball, studerede hun senere jura på Babes-Bolyai Universitetet og opnåede i 2012 en Ph.d. i faget. Mellem 1995 og 1999 var hun anklager i retten i Sibiu og har senere arbejdet med efterforskning af organiseret kriminalitet og terrorisme. I 2006 blev hun udnævnt som den første kvindelige anklagegeneral i Rumænien. I 2013 blev hun antikorruptionschef for DNA (Det Nationale Antikorruptionsdirektorat). Her tog hun kampen op imod korruption i Rumæniens politiske elite og erhvervsliv. Under hendes ledelse anklagede DNA ca. 1000 personer om året, hvoraf 900 blev dømt. DNA er desuden den eneste institution i Rumænien, som beskæftiger sig med svindel med EU-midler, og over 2000 sager inden for dette område blev årligt efterforsket gennem hendes tid som chef.

Valget af Kövesi:

Laura Kövesi blev valgt blandt den liste med tre kandidater, som en særlig udvælgelsesgruppe havde udarbejdet efter et åbent ansøgningsforløb. Senere stod kampen om posten dog særligt mellem hende og den franske kandidat, Jean-François Bohnert. Hun blev formelt valgt d. 16 oktober 2019 i Europaparlamentet af formandskonferencen, som udgøres af lederne af de politiske grupper i Parlamentet. Kövesi var Parlamentets favoritkandidat, mens Ministerrådet bakkede op om Bohnert. Valget af Kövesi så heller ikke nemt ud op til oktober 2019. Mens Bohnerts havde stor opbakning fra Rådet og fra den franske regering, nød Kövesi ikke på nogen måde opbakning fra sit hjemland. Den rumænske regering forsøgte faktisk at sabotere hendes chancer ved at beskylde hende for at stå bag en heksejagt på politikerne i Rumænien. Rumæniens politiske elite havde også grund til at være frustrerede på Kövesi, idet hun i sit arbejde med antikorruption i landet havde medvirket til at fælde dom over en stor del af Rumæniens toppolitikere og forretningsmænd. Som følge af dette blev hun i 2018 fyret fra sit job som antikorruptionschef og tilmed i 2019 anklaget for bl.a. bestikkelse og nepotisme, hvilket Rumæniens Højesteret dog frikendte hende for. Højesteretten konkluderede samtidig, at regeringens indførelse af et udrejseforbud mod Kövesi var ulovlig. Således har Laura Kövesi oplevet sanktioner og stor modstand fra den rumænske regering som følge af hendes arbejde med korruptionsbekæmpelse i landet. På trods af modstanden blev hun dog til sidst valgt af både Rådet og Europaparlamentet og kan, som nævnt, officielt begynde sit arbejde som chefanklager i Den Europæiske Anklagemyndighed i november 2020.

Kilder:

- Det Europæiske Råd og Rådet for Den Europæiske Union.

- Europaparlamentet.

- Politico EU.

Commentaires


bottom of page