top of page
Victoria Brohus

EU-Parlamentets Konstituering: De 7 politiske grupper

De første dage i juli 2019 mødes de nyvalgte europaparlamentarikere til den første Plenarsamling siden Europaparlamentsvalget. Der skal bl.a. vælges medlemmer af den såkaldte Formandskonference, som består af formanden for Europaparlamentet samt alle formænd for hver af de politiske grupper i Parlamentet. Derudover skal der vælges 14 næstformænd for Parlamentet og fem kvæstorer, udvalgene skal sammensættes, og de politiske grupper i EU-Parlamentet skal konstituere sig. Dagens blogindlæg drejer sig om de syv politiske grupper, som EU-parlamentarikerne har fordelt sig i efter deres politiske overbevisninger. Når Parlamentet skal konstituere sig efter hvert EP-valg, kan grupperne tage nye former, og der kan bl.a. oprettes nye. Man kan dog også sagtens oprette en ny gruppe i løbet af valgperioden, det kræver bare, at man opfylder visse kriterier.


Hvordan bliver man til en politisk gruppe i Europaparlamentet?:

Parlamentets regler fastsætter, at en politisk gruppe skal bestå af mindst 25 europaparlamentarikere fra mindst en fjerdedel af medlemsstaterne (hvilket i skrivende stund er mindst 7 lande). MEP’erne (medlem af Europaparlamentet) kan kun tilhøre én politisk gruppe, men kan derimod også vælge ikke at tilhøre nogen. Fordelene ved at være en gruppe i Europaparlamentet er dog, at man får mere taletid, flere midler, ansatte og kontorplads.



De 7 grupper:


EPP: Den kristnedemokratiske, konservative gruppe er den største i Europaparlamentet. EPP står for ”European People’s Party”. Gruppens formand hedder Manfred Weber og er fra Tyskland. Denne valgperiode er hans fjerde, og han har været formand for gruppen siden 2014. Han har desuden været EPP’s spidskandidat til kommissionsformandsposten. EPP har 182 medlemmer, hvoraf ét er fra Danmark, nemlig Pernille Weiss fra Det Konservative Folkeparti.


S&D: Den socialistiske, socialdemokratiske gruppe er den næststørste i Europaparlamentet. S&D er forkortelsen for ”Den Progressive Alliance af Socialister og Demokrater i Europaparlamentet”. S&D’s formand er den spanske Iratxe García, som har været MEP’er siden 2004. Gruppen har 154 medlemmer, og tre af dem er danske. Det er Christel Schaldemose, Niels Fuglsang og Marianne Vind; alle fra Socialdemokratiet. Marianne Vind har lige afløst partiets spidskandidat Jeppe Kofod i EU-Parlamentet, idet han skulle hjem og være dansk udenrigsminister i den ny regering.


Renew Europe: Renew Europe, der inden EP-valget hed ”ALDE” (Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa), har skiftet navn, men er stadig en liberal og EU-positiv gruppe. Det er den rumænske Dacian Ciolos, som er blevet ny formand for gruppen. Denne er hans første valgperiode i Parlamentet, men han har tidligere været landbrugskommissær i Europakommissionen fra 2010-2014 og premierminister i Rumænien fra 2015-2017. Renew Europe har 108 medlemmer, hvoraf seks af dem er danske: Morten Helveg Petersen og Karen Melchior fra Radikale Venstre og Morten Løkkegaard, Asger Christensen, Linnea Søgaard-Lidell og Søren Gade fra Venstre. Linnea Søgaard-Lidell sidder dog ikke i EU-Parlamentet endnu, da hun først får pladsen, når briterne udtræder af EU. Læs mere om det her: https://www.eubiderikke.org/post/europaparlamentsvalget-2019-resultater


De Grønne/EFA: De Grønne er en venstreorienteret, grøn gruppe, hvis fulde navn er ”Gruppen af De Grønne/Europæiske Frie Alliance”. Formændene er Ska Keller fra Tyskland og Philippe Lamberts fra Belgien. Keller har været MEP’er siden 2009 og blev medformand for De Grønne i 2016. Hun var gruppens spidskandidat til kommissionsformandsposten. Lamberts har siddet i Europaparlamentet siden 2009 og været medformand siden 2014. Gruppen har 74 medlemmer, og to af disse er fra Danmark; Margrethe Auken og Kira Marie Peter-Hansen, som begge er fra SF.


ID: ”Identitet og Demokrati” er en helt ny gruppe i Europaparlamentet. Det er en højreorienteret, nationalkonservativ og EU-skeptisk gruppe, som bl.a. rummer Marine Le Pens parti, Rassemblement National, Matteo Salvinis parti, Lega, og Dansk Folkeparti. Gruppens formand hedder Maro Zanni og er fra Italien. Han har været MEP’er siden 2014. ID har 73 medlemmer, hvoraf ét af dem er dansk, nemlig Peter Kofod fra Dansk Folkeparti.


ECR: ECR er forkortelsen for ”Europæiske Konservative og Reformister” og er en konservativ, EU-skeptisk gruppe. Gruppens formænd hedder Ryszard Legutko og Raffaele Fitto, som hhv. er fra Polen og Italien. Legutko har siddet i Europaparlamentet siden 2009 og blev medformand i 2017. Fitto sad i Parlamentet mellem 1999-2000 og igen fra 2014. ECR har 62 medlemmer, hvoraf ingen af dem er danske.


GUA/NGL: Den venstreorienterede, til dels EU-skeptiske gruppe hedder ”Forenede Europæiske Venstrefløj – Nordisk Grønne Venstre”. Martin Schirdewan fra Tyskland er gruppens fungerende formand, indtil gruppen har stemt om en ny formand. Schirdewan har været EU-parlamentariker siden 2017. GUA/NGL har 41 medlemmer, hvoraf Enhedslistens Nikolaj Villumsen er én af disse. Folkebevægelsen mod EU har også tidligere siddet i denne gruppe, men kom ikke ind ved det seneste Europaparlamentsvalg.


Gruppeformændene og Formandskonferencen:

De politiske grupper vælger selv sin egen formand/formænd. Formændene indgår i Formandskonferencen, hvor Europaparlamentets formand, som nævnt, også sidder. Formandskonferencens opgaver indebærer at strukturere Parlamentets arbejde og planlægge lovgivningsarbejdet. Konferencen bestemmer udvalgenes og delegationernes sammensætning og foreslår antal medlemmer af disse. Konferencen er også repræsentanterne for Parlamentet i mødet med de andre EU-institutioner, medlemsstaternes parlamenter og tredjelande.

Comments


bottom of page