Løn- og arbejdsvilkår har længe været et centralt debatpunkt i EU. Den forrige kommissionsformand, Jean Claude Juncker, var fortaler for idéen om en højere mindsteløn i EU-landene, og hans efterfølger, Ursula von der Leyen, inkluderede også forslaget i sine valgløfter. I forlængelse heraf fremsatte EU’s beskæftigelseskommissær, Nicolas Schmit, onsdag d. 28 oktober et direktivforslag ”Om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union” (1). Forslaget har allerede mødt stor kritik såvel som opbakning, og mediedækningen af forslaget er i fuld gang. Det kan være svært at finde hoved og hale i de mange indspark, der er i debatten, og derfor kan du i dette blogindlæg få svar på en række grundlæggende spørgsmål om forslaget.
Hvorfor foreslår Kommissionen højere mindsteløn i EU?
Beskæftigelsesområdet er et komplekst område at lovgive på i EU, da det, i reglen, er et nationalt anliggende. Det er nemlig medlemslandene selv, der indretter og regulerer deres arbejdsmarked og velfærdssystem. Samtidig er EU forpligtet til, qua Lissabontraktaten, at fremme alle EU-borgers velfærd. Den sociale dagsorden er således begyndt at fylde mere i det europæiske samarbejde henover de seneste år. Her kan bl.a. nævnes den såkaldte ”Sociale Søjle”, som indeholder 20 principper, EU skal arbejde for at opfylde på det sociale område. Søjlens sjette princip om ”Lønninger” opfodrer til ”passende mindstelønninger samt en gennemsigtig og forudsigelig lønfastsættelse i overensstemmelse med national praksis og i respekt for arbejdsmarkedets parters uafhængighed.” (1: s. 1). EU-Kommissionens motivation for at fremsætte forslaget har således bl.a. rod i dette princip. Der er dog også visse statistikker, der kan ses som baggrunden for forslaget. Knap 60% af mindstelønsmodtagere i EU er kvinder, og nøgleaktører i pandemien, som f.eks. sundhedspersonale, er ligeledes ofte mindstelønsmodtagere. 21 EU-lande har en lovbestemt mindsteløn, mens seks opererer med overenskomstforhandlinger. Disse lande er Danmark, Cypern, Finland, Italien, Sverige og Østrig.
Hvad vil Kommissionen med forslaget?
Kommissionens mål er, at lavlønsmodtagere skal sikres et økonomisk større livsgrundlag enten ved en højere lovfastsat mindsteløn eller ved overenskomstaftaler, ligesom vi har i Danmark. Forslagets overordnede opgave er, som det også vil vise sig længere nede i indlægget, at opfodre medlemslande til at øge nationale overenskomstforhandlinger. Formålet er dermed ikke, at alle medlemslandene skal indføre en mindsteløn, men at de lande, som har en mindsteløn fastsat ved lov, skal hæve denne, og at alle medlemslande skal bevæge sig mere mod overenskomstbaserede modeller.
Hvad er et direktiv?:
Et direktiv – som det Kommissionen har foreslået om en højere mindsteløn – er en bindende retsakt. Et direktiv har et overordnet mål, som alle medlemslandene forpligter sig på at opfylde. Det særlige ved et direktiv er imidlertid, at der ikke er krav om en specifik implementering af direktivet. Det betyder, med andre ord, at medlemslandene alle sigter mod at opfylde samme mål, men med forskellige midler. Der er således en vis frihed for medlemslandene, når de skal gennemføre direktivets mål i egen national lovgivning.
Hvad står der i Kommissionens direktivforslag?
I forslaget skelnes der mellem de seks medlemslande, hvor over 70% af arbejdstagerne i landet er dækket af en overenskomst, og de lande, hvor under 70% er dækket, og som derfor har en lovbestemt mindsteløn. I Danmark er omkring 80% af arbejdstagerne dækket af overenskomst, mens tallet er på omkring 20% i lande som Ungarn og Polen. Direktivet slår fast, at de seks lande ikke skal indføre en lovbestemt mindsteløn: ”Dette direktiv indeholder ikke en forpligtelse for de medlemsstater, hvor beskyttelsen af mindstelønninger udelukkende sikres via kollektive overenskomster, til at indføre en lovbestemt mindsteløn eller til at gøre de kollektive overenskomster alment gældende.” (1: s. 20).
Til gengæld skal de 21 resterende lande udarbejde planer for at øge antal lønmodtagere, der er dækket af overenskomster: ”I bestemmelsen kræves det desuden, at medlemsstater, hvor den kollektive overenskomstdækning (som defineret i artikel 3) ikke når op på mindst 70 % af arbejdstagerne, skaber rammer for kollektive overenskomstforhandlinger og etablerer en handlingsplan til fremme af kollektive overenskomstforhandlinger.” (1: s. 13). Kommissionen anerkender dog, at ikke alle medlemslande kan nå op over de 70%, og derfor står der i direktivet, at disse medlemslande skal hæve mindstelønnen, opdatere denne løbende samt øge kontrollen af overholdelsen af mindstelønnen.
Det, som gælder for alle 27 medlemslande, er, at de skal indsende årlige rapporter til Kommissionen, hvor de overvåger lønudviklingen i landet og graden af overenskomstdækning: ”Medlemsstaterne indberetter årligt følgende data til Kommissionen inden den 1. oktober hvert år.” (1: s. 27).
Retsgrundlaget for forslaget er bl.a. artikel 153 stk. 2 litra b i Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF). Artiklen beskriver EU’s understøttende rolle i medlemslandenes arbejdsmarkedspolitik ift. bl.a. arbejdsmiljø, arbejdsvilkår og lønmodtagerbeskyttelse, og Kommissionen ser artiklen som udtryk for sin kompetence til at støtte medlemslandenes arbejde på dette område. På s. 6 i direktivforslaget står der følgende: ”I overensstemmelse med artikel 153, stk. 2, litra b), i TEUF vil det foreslåede direktiv støtte og supplere medlemsstaternes indsats gennem minimumsforskrifter for en gradvis gennemførelse.” (1: s. 6).
Forslagets kritikere og fortalere:
Blandt forslagets modstandere er Fagbevægelsens Hovedorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Metal samt regeringen og størstedelen af Folketingets partier. Beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard (S), har især udtrykt stor bekymring for forslagets konsekvenser for den danske model, på trods af Nicolas Schmits forsikringer om, at direktivforslaget ikke sætter den danske model ud af spil. En anden bekymring går på, hvorvidt Danmark skal indføre en lovbestemt mindsteløn, hvis andelen af overenskomstdækkede arbejdstagere en dag skulle komme under 70%. Det grundlæggende argument fra kritikersiden er, at løn og national arbejdsmarkedspolitik ikke hører under EU’s kompetence. Denne pointe er vigtig for Dansk Metals formand, Claus Jensen, der mener, der er tale om et traktatbrud. Han henviser til artikel 153 stk. 5 i TEUF, hvori der står: ”Bestemmelserne i denne artikel gælder ikke for lønforhold, organisationsret, strejkeret eller ret til lockout.” (3). Det er den samme artikel, som Kommissionen anvender som sit retsgrundlag for direktivforslaget, men et andet stykke. Claus Jensen foreslår på baggrund af artiklen, at Danmark skal nedlægge veto til forslaget. Hvis den Juridiske Tjeneste ikke vurderer forslaget som værende et traktatbrud, skal Danmark sende sagen til EU-Domstolen. Han nævner også muligheden for at give et såkaldt gult kort, som uddybes i næste afsnit.
Blandt forslagets fortalere er der bl.a. Europabevægelsen, Krifa og Radikale Venstre. Argumenterne fra ja-siden lyder bl.a. på, at forslaget kan skabe mere sociale retfærdighed i EU, sikre et forsvarligt levegrundlag for alle borgere og skabe mere ligestilling mellem kønnene samtidig med at den danske model bevares. Argumentet er desuden, at Kommissionens forslag er inspireret af og ønsker at udbrede overenskomstmodeller som den danske. Blandt EU’s medlemslande er bl.a. Belgien, Italien, Portugal og Spanien umiddelbart positivt stemte overfor forslaget.
Gult kort:
De nationale parlamenter kan give EU-Kommissionen et såkaldt gult kort, hvis de mener, Kommissionen ikke overholder EU's nærhedsprincip. Princippet går på, at lovgivning på EU-plan kun må gennemføres, hvis ikke lovgivningen er bedre udført på et nationalt, regionalt eller lokalt plan. Hvis mindst en tredjedel af EU’s medlemslande sammen giver Kommissionen et gult kort, skal Kommissionen genoverveje sit lovforslag. Folketingets Europaudvalg skal diskutere direktivforslaget om mindsteløn og beslutte, om de vil bede Beskæftigelsesudvalget om at gå ind i sagen. For at give et gult kort skal begge udvalg nemlig være enige om dette.
Næste skridt:
Det næste skridt er, at direktivforslaget sendes til behandling i de to lovgivende EU-organer; Ministerrådet og Europa-Parlamentet. Forslaget skal nemlig behandles efter den såkaldte ”Almindelige lovgivningsprocedure”, hvor disse to organer behandler Kommissionens lovforslag og responderer på hinandens ændringsforslag o.lign. Proceduren kan du læse mere om her: EU bider ikke: Hvordan træffes beslutninger i EU?
Henvisninger:
- (1) Kommissionens direktivforslag: Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union KOM(2020)0682
- (2) Kommissionens arbejdsdokument med konsekvensanalyse af forslaget: RESUMÉ AF RAPPORTEN OM KONSEKVENSANALYSEN SWD(2020) 245
- (3) Artikel 153 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde: TEUF Artikel 135
Comments