Der har den sidste tid været en del debat om, hvorvidt Danmark skal deltage i EU’s Bankunion, og om dette spørgsmål skal sendes til folkeafstemning. For at bidrage til en saglig, oplyst samtale om Bankunionen kommer der her på bloggen en todelt serie om Bankunionen. I dette blogindlæg ses der nærmere på, hvorfor man i EU har oprettet Bankunionen, hvad dennes formål er og hvilke mekanismer der bruges i Bankunionens arbejde. Det næste indlæg beskæftiger sig med Bankunionen i en dansk kontekst ved at liste centrale argumenter for og imod dansk deltagelse samt kortlægge partiernes og befolkningens holdninger til spørgsmålet.
Bankunionen blev oprettet i 2014 som følge af den finansielle krise, hvor europæiske stater så sig nødsaget til at understøtte de kriseramte banker. På nuværende tidspunkt er det kun euro-landene, der er medlemmer, men alle EU’s medlemslande har mulighed for at deltage. Bankunionens to primære opgaver er at føre et fælleseuropæisk tilsyn med de største europæiske banker, og i fællesskab at håndtere eventuelle krisesituationer, som bankerne kan havne i.
Tilsyn:
Det ene af Bankunionens formål er, som nævnt, at føre fælles tilsyn med de største europæiske banker, og dermed sikre ensartede regler i EU, som fortolkes på samme måde for at undgå en ny finansiel krise samt skabe finansiel stabilitet og integration i Europa. Tilsynet går således fra at være et nationalt anliggende til at blive udført af et fælleseuropæisk, overnationalt banktilsynsorgan, som kaldes Den Fælles Tilsynsmekanisme (Single Supervisory Mechanism, SSM). Denne hører ind under Den Europæiske Centralbank (ECB), mens tilsynet med de mindre banker i Europa stadig udføres af de nationale tilsynsmyndigheder. Hvis Danmark deltog i Bankunionen, ville man altså føre et fælleseuropæisk tilsyn med eksempelvis Danske Bank, mens det danske Finanstilsyn ville føre tilsyn med en mindre bank som f.eks. SparNord. Kontrollen med finansiel kriminalitet og hvidvask er stadig et nationalt ansvar uagtet deltagelse i Bankunionen, og i Danmark er det Finanstilsynet og bagmandspolitiet, som holder øje med disse kriminelle økonomiske aktiviteter. Ved at føre et fælles tilsyn i EU, håber man på, at bankernes dårlige tal ikke kan ”gemmes”, men at man på overstatsligt niveau får kontrolleret bankernes økonomiske udvikling for derved at undgå en ny finansiel krise. Den Europæiske Centralbank fører direkte tilsyn med 125 af de største banker i Europa og udstikker desuden regler for dette tilsyn. Den Fælles Tilsynsmekanismes tilsynsopgaver udføres af et særligt tilsynsråd, som består af fire repræsentanter fra ECB og én repræsentant fra hvert af EU’s medlemslande. Grundet Danmarks euroforbehold sidder vi ikke med i ECB’s ledelse, som hedder Styrelsesrådet.
Krisehåndtering og afviklingsmekanismer:
Den anden af Bankunionens primære opgaver er krisehåndtering. I 2016 blev Den Fælles Afviklingsinstans (Single Resolution Board, SRB) oprettet, og denne udarbejder en plan for hver enkelt bank. Det er en plan for, hvad der skal gøres, såfremt der opstår alvorlige problemer for den pågældende bank. Derudover står Afviklingsinstansen, som navnet antyder, også for selve afviklingen af nødlidende banker. Med ordet ”afvikling” menes der ikke, at bankerne nødvendigvis skal lukkes, men derimod skal man sørge for at få bankerne tilbage på rette spor og videreføre bankens funktioner. I Bankunionen og Afviklingsmekanismen gælder det såkaldte ”bail-in”-princip. Med princippet er det ejerne af bankerne, investorerne, kreditorerne og aktionærerne som skal dække bankernes tab. Det er dermed ikke skatteyderne, som, gennem statskassen, skal betale for nødlidende banker, hverken i deres eget land eller andre EU-lande. Men for at sikre at det ikke er skatteyderne, der skal betale, kræver bail-in-princippet, at der altid er et slags økonomisk sikkerhedsnet i bankerne, således at man kan sikre finansiel stabilitet i tilfælde af behovet for afviklingen af en bank. Til det formål har man i 2016 valgt at opbygge en Afviklingsfond over otte år. Fonden bærer det engelske nav Single Resolution Fond, SRF, og idéen er, at man, ved hjælp af fonden, giver lån eller garantier til fallerede banker. Det er bankerne selv, som indbetaler til denne fonds opbygning og tilfører den kapital. I en krisesituation kan man således vælge at bruge nogle af fondens midler til at få banken tilbage på rette spor igen. Efter de otte års kontinuerlig indbetaling til Afviklingsfonden skal der ca. ligge 55 mia. euro.
コメント