Måske har du hørt ”de danske forbehold” eller bare ”forbeholdene” blive nævnt i medierne, diverse debatter og samtaler om EU mv. Men hvad er det egentlig for nogle forbehold, der er tale om? Det kan du blive klogere på i det følgende. Dette indlæg indgår i serien, ”Danmark I EU”, hvor Danmarks relation til EU udlægges både i et historisk lys og i nyere kontekst. Du kan bl.a. læse om, da Danmark blev medlem af EF (forløberen til EU) i 1973 her: https://www.eubiderikke.org/post/danmark-i-eu-da-danmark-blev-medlem-af-ef
De fire forbehold:
Danmark har fire forbehold på forskellige dele af EU’s politikområder. Det betyder, at når der lovgives på disse områder i EU, står Danmark uden for samarbejdet og uden for indflydelse. De fire danske forbehold er Unionsborgerskabet, den tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU), Forsvarssamarbejdet og overstatsligt samarbejde om retlige og indre anliggender. Det er en ordentlig mundfuld, men lad os tage dem én ad gangen.
Unionsborgerskabet:
Dette forbehold bevirker, at Unionsborgerskabet aldrig kan stå lige med det danske statsborgerskab. Unionsborgerskabet bestemmer en række borgerrettigheder i EU som eksempelvis opholds- og valgret samt klageret til EU's ombudsmand. Det danske forbehold vedrørende Unionsborgerskabet har dog i dag kun en symbolsk karakter, idet Amsterdamtraktaten, der trådte i kraft i 1999, fastslog, at Unionsborgerskabet ikke kunne erstatte statsborgerskabet i medlemslandene. Med traktaten indlemmede man faktisk dette forbehold i selve definitionen af Unionsborgerskabet. Forbeholdet har altså ingen praktisk betydning i dag.
Den tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (euroforbeholdet):
ØMU’ens tredje fase indfører euroen, og denne fase deltager Danmark ikke i pga. vores forbehold. Danmark beholder dermed sin egen krone og har muligheden for at føre en selvstændig pengepolitik, hvilket dog sjældent sker i praksis, da Nationalbanken arbejder for at sikre, at kronens kurs følger euroens kurs (den såkaldte ERM II-aftale). Trods vores forbehold deltager Danmark i anden fase af ØMU’en og skal derfor leve op til diverse økonomiske krav og mål for at sikre en stabil økonomisk udvikling i EU. Men Danmark sidder eksempelvis ikke med i Den Europæiske Centralbanks Styrelsesråd, som hæver og sænker renten for eurolandene. Danmark kan heller ikke sanktioneres, hvis der er stort underskud, men det kan eurolandene derimod.
Forsvarsforbeholdet:
Danmark har også et forsvarsforbehold, som indebærer, at vi ikke deltager i dele af forsvarspolitikken. Danmark har f.eks. ikke mulighed for at deltage i EU’s militære operationer, som hører under den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (CSDP – Common Security and Defence Policy). Vi er ikke en del af EU’s aktioner i forskellige konfliktområder, og vi er heller ikke med til at finansiere dem eller bidrage med tropper og militært isenkram. Men vi kan på den anden side sagtens deltage i EU’s civile CSDP-missioner. Dog kan vi kun deltage i blandede missioner, hvis den militære og den civile del afskilles. Som det eneste land i EU deltager Danmark heller ikke i Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA – European Defence Agency) grundet vores forbehold. Vi har heller ikke stemmeret i Ministerrådet, når der diskuteres forsvarspolitik, og hvis vi har formandsskabet i dette råd overlades formandsrollen til et andet medlemsland, når der diskuteres forsvarspolitik.
Retsforbeholdet:
Danmark deltager ikke i samarbejdet om retlige og indre anliggender på overstatsligt niveau. Når EU vedtager regler på overstatslige områder (som f.eks. fiskeri, landbrug og det indre marked) har det direkte indvirkning i medlemslandenes lovgivning og skal altså ikke først stemmes igennem i de nationale parlamenter. Danmark har faktisk tidligere deltaget i det retlige samarbejde i EU, men det var dengang, samarbejdet kun var mellemstatsligt, hvilket betød, at medlemsstaterne selv skulle godkende EU-lovgivning på området. Men med Lissabontraktaten, som trådte i kraft i 2009, blev hele dette området derimod overstatsligt, og således bevirker Danmarks retsforbehold, at vi som udgangspunkt ikke kan deltage i det overstatslige samarbejde på området. Så efter Lissabontraktatens ratificering medfører det danske retsforbehold, at vi ikke kan deltage i de politikker, som relaterer sig til den frie bevægelighed for personer, hvilket bl.a. gælder asylområdet, indvandring, grænsekontrol, visumsager, civilret, politi osv. Lissabontraktaten beskriver dog, at Danmark kan skifte forbeholdet ud med en tilvalgsordning, såfremt vi holder en folkeafstemning om dette. En tilvalgsordning vil give Danmark mulighed for at vælge fra sag til sag, hvad vi har lyst til at deltage i på samarbejdet om retlige og indre anliggender. Sådan en folkeafstemning blev afholdt i 2015, men da stemte et flertal af danskerne nej til en tilvalgsordning og dermed en afskaffelse af retsforbeholdet.
I de næste indlæg i serien ”Danmark I EU” kan du bl.a. blive klogere på, hvordan disse forbehold kom i stand og desuden læse om den danske folkeafstemning om retsforbeholdet, der blev afholdt i 2015.
コメント