top of page
Victoria Brohus

Corona-Nyt: EU sikrer kortfristet eksportkreditforsikring

Corona-virusudbruddet har ændret verden, som vi kender den. Sundhedssystemer over hele kloden er under pres, økonomien lider ligeså, og vi lever isolerede fra hinanden. Hvordan kommer vi nogenlunde helskindede ud af krisen? Hvordan understøtter vi økonomierne? Hvilke prioriteter skal vi gøre os i en tid som denne? Der er mange spørgsmål og et utal af svar. Her på bloggen kommer serien ”Corona-nyt” naturligvis til at handle om EU’s svar i Covid-19-krisen, og jeg håber, du har lyst til at læse med og holde dig opdateret på, hvordan EU responderer på udbruddet.

I denne udgave af Corona-nyt skal det handle om kortfristede eksportkreditforsikringer. EU-Kommissionen har taget skridt hen imod at gøre disse mere tilgængelige for virksomheder i Covid-19-krisen. Ændringerne skal ses i lyset af Kommissionens midlertidige rammebestemmelser for statsstøtte, som giver medlemslandene mulighed for at understøtte virksomheder i pandemien. Med ændringen vil virksomheder, der er berørt af virussen, kunne tegne forsikring af deres kortfristede eksportkreditter hos offentlige forsikringsselskaber.



Eksportkreditter muliggør, at udenlandske købere kan udskyde betalingen på deres import. Idet dette udgør en kreditrisiko for sælgeren, kan denne typisk forsikre sig hos private forsikringsselskaber, altså en eksportkreditforsikring. Meddelelsen om kortfristet eksportkreditforsikring har været i kraft siden 2013. I denne er reglerne, at handel med en maksimal risikoperiode på op til to år i princippet ikke bør forsikres af hverken offentlige eller statsstøttede forsikringsselskaber. I denne meddelelse indgår 27 EU-medlemslande og ni OECD-lande.

D. 23 marts 2020 igangsatte Kommissionen en offentlig hastehøring, efter en række medlemslande havde udtrykt bekymring for, at Corona-virussen kunne medføre en global indskrænkning af det private forsikringsmarked for eksport til alle lande. Formålet med høringen var at vurdere, om der var tilstrækkelig kapacitet til rådighed til at tegne privat, kortfristet eksportkreditforsikring af eksport til alle de lande, som står på listen i den førnævnte meddelelse over lande, hvor der består ”ordinære risici”, således at der midlertidigt kan foretages ændringer af denne liste. Høringen viste, at kapaciteten hos private forsikringsselskaber ikke var tilstrækkelig. Samtidig forventes efterspørgslen efter forsikring at stige markant grundet Corona-krisen.

Efter høringen har Kommissionen besluttet midlertidigt at betragte alle lande på listen som lande, hvor der består ”ekstraordinære risici” og dermed fjerne alle lande, hvor der består ordinære risici indtil d. 31 december 2020. Kommissionen vil indtil da løbende tage situationen op til revision og skabe klarhed om situationen efter udløbsdatoen for de lande, hvor der ”blot” består ordinære risici. Denne ændring resulterer i, at offentlige forsikringsselskaber i princippet kan yde kortfristet eksportkreditforsikring til alle lande, uden at medlemslandene behøver at påvise, at de midlertidigt betragtes som lande, hvor der består ekstraordinære risici.

Comments


bottom of page