D. 23 juni 2016 stemte et flertal af den britiske befolkning for, at Storbritannien skulle forlade EU. Nu er der gået over to og et halvt år siden folkeafstemningen, og landet skulle efter planen have forladt det europæiske samarbejde d. 29 marts 2019 – altså om under en uge.
Den tidligere konservative premierminister i Storbritannien, David Cameron, som i sin tid udskrev folkeafstemningen, måtte gå af i forbindelse med tabet af denne. Dernæst overtog den nuværende premierminister og partifælle, Theresa May, hans embede, og det tog hende halvandet år at forhandle en plan på plads med EU for parternes forhold post Brexit. Det blev til en udtrædelsesaftale bestående af tre dele: Skilsmisseaftalen, Overgangsordningen (som medfører, at Storbritannien følger EU’s lovgivning indtil 2021, selvom de ikke har indflydelse på denne) samt en politisk erklæring om rammen for det fremtidige forhold (som handler om muligheden for handels- og samarbejdsaftaler mellem partnerne). Skilsmisseaftalen er 585 sider lang og beskriver vilkårene, som skal gælde for briterne og de EU-borgere, der bor i Storbritannien og behandler også spørgsmålet om, hvordan grænsen mellem Irland og Nordirland skal håndteres efter Brexit. Løsningen på sidstnævnte kaldes ”backstop”. Theresa May og EU-lederne har indskrevet denne backstop for at sikre, at der ikke kommer grænsekontrol på den irske ø. Sikringsordningen skal ifølge aftalen dog kun træde i kraft, såfremt EU og UK ikke kan blive enige om en handelsaftale inden for de næste to år. Hvis backstoppet bliver en realitet, medfører det, at Storbritannien forbliver en del af EU’s Toldunion, og det er lige præcis den del af aftalen, som har skabt mest kritik hos de folkevalgte i Storbritannien både blandt oppositionspartierne, men også i Mays eget konservative parti. En del britiske politikere har opfordret May til at slette backstoppet fra Skilsmisseaftalen, men skønt EU heller ikke ønsker denne aktiveret, har EU udelukket at genforhandle den.
Skilsmisseaftalen blev godkendt af de 27 stats- og regeringschefer i EU tilbage i november på et ekstraordinært topmøde i Bruxelles. Siden har der været en mistillidsafstemning i Storbritannien i december, som May overlevede, og et hav af afstemninger i Underhuset i det britiske parlament, som er gået knap så godt for hende. D. 15 januar 2019 skulle Skilsmisseaftalen til afstemning i Underhuset, og resultatet blev 202 for og 432 i mod, hvilket var det største stemmemæssige nederlag en britisk regering havde lidt i over 100 år. Afstemningen var dermed et stort nederlag for Theresa May og den britiske regering, og man måtte tilbage til forhandlingsbordet. D. 12 marts blev der således stemt om en revideret version af Skilsmisseaftalen i Underhuset. Dagen inden havde Theresa May møde med formanden for EU-kommissionen, Jean-Claude Juncker, i Strasbourg, hvor de blev enige om ”præciseringer” og ”juridiske garantier”, som bl.a. gav mulighed for at fortolke aftalen, således at backstop-løsningen ikke blev permanent for briterne, og at EU ej heller kunne tvinge den til at blive permanent. Disse garantier og præciseringer betød egentlig ikke de helt store ændringer for aftalen, ifølge mange eksperter, deriblandt den britiske regerings juridiske chef, Geoffrey Cox. Han vurderede, at Storbritannien, med aftalen, stadig havde risiko for at være en del af EU’s Toldunion for evigt. Dette huede mildest talt ikke de brexiteers-politikerne i det britiske parlament. Bl.a. David Davis, som er tidligere Brexit-minister og partifælle til May, havde inden vurderingen givet udtryk for at han behøvede en klar godkendelse fra Cox, hvis han skulle stemme for aftalen. Denne fik han som bekendt ikke, og afstemningen endte også med et nederlag for Theresa May, om end et mindre end tilbage i januar.
Dagen efter (d. 13 marts) skulle Underhuset stemme om et andet Brexit-scenarie, nemlig det såkaldte ”no-deal”, hvor Storbritannien forlader EU uden en aftale. Det var briterne dog ikke interesserede i, og det blev dermed slået fast, at man i UK på en eller anden vis ønsker en skilsmisseaftale med EU, dog ikke den som May har udarbejdet. D. 14 marts, var der atter en afstemning i Underhuset - denne gang om hvorvidt May skulle spørge EU-lederne om mulighed for en forlængelse af perioden op til den dag, briterne skal forlade EU. Theresa May foreslog efter afstemningen, at briterne kunne træde ud d. 30 juni, idet hun virkede sikker på, at man kunne omgå EU-traktaterne i forhold til ikke at skulle afholde Europaparlamentsvalg i Storbritannien. EU-medlemslandene besluttede efterfølgende på et topmøde at imødekomme den britiske forlængelsesanmodning, dog kun til d. 22 maj og kriteriet blev, at May skal lykkes med at få stemt sin aftale igennem i Underhuset inden da. Hvis hun har et flertal imod sin plan, for tredje gang, så vil forlængelsen kun løbe til d. 12 april, da d. 11 april er den sidste dag, hvor briterne kan tage stilling til, hvorvidt de vil afholde Europaparlamentsvalg. Hvis de vælger ikke at udskrive EP-valg, kan de ikke bede om en længere udsættelse grundet EU-traktaterne, men vælger de at udskrive valg til Europaparlamentet, har de mulighed for at få endnu en forlængelse.
Så hvad sker der nu? Theresa May skal i gang med at overbevise sine kollegaer om, at de skal stemme for hendes plan, for ellers har hun knap tre uger til at finde på en ny aftale, der skal sikre, at Storbritannien ikke forlader EU uden en aftale for skilsmissen.
Comments