top of page
Victoria Brohus

Bliv Klog På EU-Sprog: ØMU’en og Bankunionen

Det er ikke altid lige let at forstå og slet ikke at deltage i samtalerne om EU. Der er rigtig mange termer, forkortelser og indforstået sprogbrug, der pryder debatten, og som det kan være vigtigt at have kendskab til for at føle sig mere tryg ved at diskutere EU-stof. Derfor har ”Bliv klog på EU-sprog”-serien til formål at lette forståelsen for nogle af de mange begreber, der smides hid og did i EU-debatten, og som tit kan virke forvirrende. Med serien ønsker jeg at hjælpe dig med at opbygge et solidt EU-ordforråd, så du har de bedste forudsætninger for at deltage og være tilpas i den demokratiske samtale om EU.



Denne gang er de to EU-ord ØMU’en og Bankunionen.

ØMU’en:

ØMU er en forkortelse for den Økonomiske og Monetære Union, som er EU’s økonomiske samarbejde, der involverer den fælles valuta, euro, samt Den Europæiske Centralbank. ØMU’en blev indskrevet i den såkaldte Fællesakt fra 1986, som blev vedtaget i 1988. I denne traktat skulle ØMU’ens oprettelse foregå i tre faser. Den første fase indebar, at medlemslandene skulle øge samarbejdet mellem centralbankerne og overvåge hinandens økonomier for at sikre økonomisk konvergens. Den anden fase lagde fundamentet for den kommende fælles møntfod og opstillede samtidig de såkaldte konvergenskriterier, som medlemslandene skulle opfylde. Disse lød bl.a. på krav om prisstabilitet og krav til den offentlige gæld. I den tredje fase blev euroen indført og bl.a. Den Europæiske Centralbank oprettet. Den tredje fase indfandt sig i 1999, og euroen blev trykt fra 2002 og erstattede alle andre tidligere benyttede valutaer i euro-området. Danmark fik fire forbehold i forbindelse med vedtagelsen af Maastrichttraktaten i 1993, og ét af disse er et forbehold mod ØMU’ens tredje fase, hvilket i daglig tale blot kaldes euroforbeholdet. I 2020 deltager 19 ud af EU’s 27 medlemslande i euro-samarbejdet. Euroen benyttes desuden i Monaco, San Marino, Vatikanstaten og Andorra.

Bankunionen:

Bankunionen blev oprettet i 2014 som følge af den finansielle krise, hvor europæiske stater så sig nødsaget til at understøtte de kriseramte banker. Det er kun euro-landene, der er medlemmer, men alle EU’s medlemslande har mulighed for at deltage. Danmark deltager ikke, men der har været meget debat om, hvorvidt medlemskabet skulle sættes til folkeafstemning. Du kan læse mere om dette i et tidligere blogindlæg om debatten om Bankunionen: https://www.eubiderikke.org/post/debatten-om-bankunionen-ii-skal-danmark-deltage-i-eu-s-bankunionen

Bankunionens to primære opgaver er dels at føre et fælleseuropæisk tilsyn med de største europæiske banker og dels i fællesskab at håndtere eventuelle krisesituationer for bankerne. Tilsynet udføres af et fælleseuropæisk, overnationalt banktilsynsorgan, som kaldes Den Fælles Tilsynsmekanisme (Single Supervisory Mechanism, SSM). Denne hører ind under Den Europæiske Centralbank (ECB), mens tilsynet med de mindre banker i Europa stadig udføres af de nationale tilsynsmyndigheder. Den Fælles Tilsynsmekanismes arbejdsopgaver udføres af et særligt tilsynsråd, som består af fire repræsentanter fra ECB og én repræsentant fra hvert af EU’s medlemslande. Bankunionens anden primære opgaver er krisehåndtering. I 2016 blev Den Fælles Afviklingsinstans (Single Resolution Board, SRB) oprettet, og denne udarbejder planer for, hvad der skal gøres, såfremt en pågældende bank er i fare for at gå konkurs. Med Bankunionen og Afviklingsmekanismen er det det såkaldte ”bail-in”-princip, som gælder. Dette princip bygger på, at det er ejerne af bankerne, investorerne og kreditorerne, som skal dække bankernes tab. Det er dermed ikke skatteyderne, som, gennem statskassen, skal betale for nødlidende banker hverken i deres eget land eller andre EU-lande. For at sikre dette princip valgte man i 2016 at opbygge en Afviklingsfond over otte år (Single Resolution Fond, SRF). Idéen er, at man, ved hjælp af fonden, giver lån eller garantier til fallerede banker. Det er bankerne selv, som indbetaler til denne fonds opbygning og tilfører den kapital. I en krisesituation kan man således vælge at bruge nogle af fondens midler til at få banken tilbage på rette spor.

Comments


bottom of page