Det er ikke altid lige let at forstå og slet ikke at deltage i samtalerne om EU. Der er rigtig mange termer, forkortelser og indforstået sprogbrug, der pryder debatten, og som det kan være vigtigt at have kendskab til for at føle sig mere tryg ved at diskutere EU-stof. Derfor har ”Bliv klog på EU-sprog”-serien til formål at lette forståelsen for nogle af de mange begreber, der smides hid og did i EU-debatten, og som tit kan virke forvirrende. Med serien ønsker jeg at hjælpe dig med at opbygge et solidt EU-ordforråd, så du har de bedste forudsætninger for at deltage og være tilpas i den demokratiske samtale om EU.
Denne gang er de to EU-ord overstatsligt samarbejde og mellemstatsligt samarbejde.
Overstatsligt samarbejde:
Overstatsligt samarbejde betyder grundlæggende, at man kan vedtage fælles regler i EU, som gælder i samtlige medlemslande. Stort set hele EU-samarbejdet blev overstatsligt med Lissabontraktaten i 2009. Overstatslige politikområder omfatter f.eks. det indre marked, landbrugspolitik, retsområdet og fiskeripolitik. Danmark har imidlertid fire forbehold, der forhindrer os i at deltage i det overstatslige samarbejde på bl.a. forsvarsområdet, retsområdet og i den fælles valuta (euro’en). Folkeafstemningen i 2015 om afskaffelsen af retsforbeholdet var et resultat af, at hele området for retlige og indre anliggender overgik til at blive et overstatsligt samarbejde med Lissabontraktaten. Derfor kunne Danmark bl.a. ikke deltage i Europol (EU’s politisamarbejde), medmindre der blev givet grønt lys fra den danske befolkning til at lave en tilvalgsordning. Dette blev der, som bekendt ikke, og forbeholdet står stadig ved magt.
Mellemstatsligt samarbejde:
Mellemstatsligt samarbejde betyder, at medlemslandenes parlamenter selv skal vedtage EU-regler på et givent politikområde, før de gælder i national lov. Dog er der krav om enstemmighed i EU-landene, før at reglerne kan vedtages i medlemsstaterne. Landene kan tilmed ikke tvinges til at overholde reglerne på et område, der er omfattet af mellemstatsligt samarbejde. Et eksempel på et mellemstatsligt politikområde i EU er sikkerheds- og udenrigspolitikken. Det er ikke så mange politikområder, som er mellemstatslige i EU. Før i tiden, tilbage i 1993, hvor Danmark fik sine forbehold, blev al EU-politik vedtaget på mellemstatsligt niveau. Her kunne ét medlemsland derfor nedlægge veto på nye EU-love, hvilket medførte at samarbejdet på et område ofte kunne gå i stå. Bl.a. derfor valgte man med Lissabontraktaten at lade størstedelen af EU-samarbejdet overgå til et overstatsligt samarbejde, så et flertal af medlemslandene kunne vedtage EU-regler, som gælder i hele Unionen.
Comments