Det er ikke altid lige let at forstå og slet ikke at deltage i samtalerne om EU. Der er rigtig mange termer, forkortelser og indforstået sprogbrug, der pryder debatten, og som det kan være vigtigt at have kendskab til for at føle sig mere tryg ved at diskutere EU-stof. Derfor har ”Bliv klog på EU-sprog”-serien til formål at lette forståelsen for nogle af de mange begreber, der smides hid og did i EU-debatten, og som tit kan virke forvirrende. Med serien ønsker jeg at hjælpe dig med at opbygge et solidt EU-ordforråd, så du har de bedste forudsætninger for at deltage og være tilpas i den demokratiske samtale om EU.
Denne gang er de to EU-ord Maastrichttraktaten og Edinburghaftalen.
Maastrichttraktaten:
I 1992 blev Maastrichttraktaten underskrevet i den hollandske by, Maastricht. Traktatens officielle navn er ”Traktaten om Den Europæiske Union”, og således forvandlede man det daværende europæiske fællesskab, ”EF”, til ”EU”, som blev en politisk union med overstatsligt samarbejde på nogle områder (dvs. at EU kan lave regler, som har direkte indvirkning i medlemslandene). Traktaten var et resultat af mange års diskussion og forhandling mellem medlemslandene om en dybere europæiske integration. Traktaten indførte bl.a. det såkaldte Unionsborgerskab, som gav EU-borgere mulighed for at bo og arbejde i andre EU-lande. Traktaten fastsatte også rammerne for en fælles sikkerheds- og udenrigspolitik i EU, et tættere retsligt samarbejde mellem medlemslandene samt den ”Den Økonomiske og Monetære Union" (ØMU’en), som bl.a. skulle oprette en fælles valuta, euroen. ØMU’en blev implementeret i en overgangsproces bestående af tre faser. Den første fase var kapitalens fri bevægelighed i EU-området, den anden fase var et øget samarbejde mellem de nationale centralbanker, og den sidste og tredje fase var oprettelsen af euro’en samt en fælles pengepolitik i EU. 12 lande underskrev Maastrichttraktaten d. 7 februar 1992, og dernæst var det op til de nationale parlamenter at ratificere (formelt tilslutte sig) traktaten, og i nogles tilfælde (bl.a. i Danmarks) krævede denne ratificering en folkeafstemning. Danmark afholdt en folkeafstemning om Maastrichttraktaten d. 2 juni 1992. Valgdeltagelsen ved folkeafstemningen var på 83,1%, hvoraf 50,7% stemte nej, og 49,3% stemte ja.
Edinburghaftalen:
Efter danskernes nej til Maastrichttraktaten udbrød der politisk krise i EF og i Danmark. Man stod nu med udsigten til, at det ikke var alle medlemslande, som kunne gå med ind i det nye EU. Derfor gik Socialdemokratiet og Radikale Venstre sammen med SF sammen om at udarbejde det såkaldte ”nationale kompromis”. Kompromiset var færdigudviklet d. 22 oktober 1992. Det nationale kompromis beskrev, at Danmark skulle tilslutte sig Maastrichttraktaten, hvis man kunne genforhandle traktaten således, at Danmark undgik at indføre euro’en, undgik at deltage i den fælles forsvarspolitik, undgik at deltage i det retslige samarbejde, hvis dette udviklede sig til at blive et overstatsligt samarbejde, og slutteligt at Unionsborgerskabet ikke blev sidestillet med det nationale statsborgerskab. D. 27 oktober tilsluttede Konservative, Venstre, Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti sig også det nationale kompromis. Kun Fremskridtpartiet stod udenfor. Regeringen endte med at forhandle en særaftale med EF på plads d. 12 december 1992 ved et EF-topmøde i Edinburgh. Denne aftale blev kaldt ”Edinburghaftalen”, og her fik Danmark godkendt det nationale kompromis og altså skrevet sine fire EU-forbehold ind: Euroforbeholdet, forbeholdet mod Unionsborgerskabet, forsvarsforbeholdet og retsforbeholdet. Disse fire danske forbehold gælder stadig i dag. Edinburghaftalen blev sendt til en ny folkeafstemning d. 18 maj 1993. 56,7% af de afgivne stemmer var for, og 43,3% var imod. Således kunne Danmark blive medlem af Den Europæiske Union, der blev formelt stiftet i november 1993.
Comments