Det er ikke altid lige let at forstå og slet ikke at deltage i samtalerne om EU. Der er rigtig mange termer, forkortelser og indforstået sprogbrug, der pryder debatten, og som det kan være vigtigt at have kendskab til for at føle sig mere tryg ved at diskutere EU-stof. Derfor har ”Bliv klog på EU-sprog”-serien til formål at lette forståelsen for nogle af de mange begreber, der smides hid og did i EU-debatten, og som tit kan virke forvirrende. Med serien ønsker jeg at hjælpe dig med at opbygge et solidt EU-ordforråd, så du har de bedste forudsætninger for at deltage og være tilpas i den demokratiske samtale om EU.
Denne gang er de to EU-ord landbrugsstøtten og Co2-kvoter.
Landbrugsstøtten:
EU’s landbrugspolitik blev indført tilbage i 1962 og har lige siden været et vigtigt politikområde i EU, som tilmed har skabt stor debat. Da den fælles landbrugspolitik blev en realitet i 1960’erne, begyndte man fra EU’s side af at yde prisstøtte til de europæiske landbrug bl.a. med formålet at give de europæiske borgere billigere fødevarer og samtidig sikre, at landmændene fik en mindstepris for deres varer. To årtier efter var landbruget i Europa dog blevet så højteknologisk og effektivt, at der skete en overproduktion af fødevarer, og EU så sig derfor nødsaget til at indføre initiativer, der skulle forsøge at balancere produktionen med efterspørgslen på fødevarer. Lige siden har landbrugsstøtten ændret form af flere omgange. Med indførelsen af den såkaldte Junireform fra 2003 fik landmændene ikke længere støtte for deres produktion, men derimod hvis de formåede at leve op til EU’s fælles standarder for miljø, fødevaresikkerhed og dyrevelfærd mv. Det nyeste eksempel er en landbrugsreform, der trådte i kraft i 2015, og som gælder frem til 2020. Den stiller højere grønne krav til landmændene, for at de kan modtage EU’s landbrugsstøtte. Landbrugsstøtten er en stor del af EU's budget. I perioden fra 2014-2020 udgør det samlede landbrugsbudget ca. 360 milliarder euro. I 2016 var det Tyskland og Frankrig, som modtog mest i landbrugsstøtte, og Malta og Luxembourg som modtog mindst.
Co2-kvoter:
EU’s såkaldte Co2-kvotesystem (ETS – European Trading System) er verdens største kvotesystem og blev indført første gang i 2005. Systemet er et forsøg på at nedbringe EU’s samlede Co2-udslip uden at skade markedets konkurrencedygtighed for meget. Systemet sætter en grænse for, hvor meget Co2, der må udledes og fungerer således, at industrier, der forurener meget, kan købe Co2-kvoter. Én kvote svarer til ét ton Co2. Hvert medlemsland tildeler emissionskvoter til landets virksomheder og industrier, som EU-Kommissionen dernæst skal godkende. Det er de industrier med det største Co2-udslip, som modtager kvoterne eller skal købe dem på auktion. Over 11.000 firmaer indenfor luftfart og papirproduktion, store industrifabrikker der f.eks. producerer glas og cement, elværker, stålproduktionen mv. er inkluderet i dette system. Idéen er at give virksomheder og industrien et økonomisk incitament til at forurene mindre, da man derved skal betale mindre, hvis man forurener mindre. Hvis en virksomhed udleder mindre Co2, kan den sælge sit overskud af kvoter på markedet, og hvis den udleder mere Co2, kan den købe flere kvoter. Antallet af kvoter sænkes dernæst år for år, så udslippet mindskes. Men finanskrisen resulterede dog i, at priserne på kvoterne faldt, således at der var for mange kvoter på markedet, hvilket har udfordret systemet. En anden udfordring er, at en del af kvoterne gives væk gratis til de industrier, som man frygter, kunne finde på at rykke deres produktion andre steder hen. Kvotesystemet er i gang med sin tredje periode fra 2013-2020, og lige nu er EU’s ministerråd ved at forhandle om at forlænge med en fjerde periode fra 2021-2030.
Comments