Det er ikke altid lige let at forstå og slet ikke at deltage i samtalerne om EU. Der er rigtig mange termer, forkortelser og indforstået sprogbrug, der pryder debatten, og som det kan være vigtigt at have kendskab til for at føle sig mere tryg ved at diskutere EU-stof. Derfor har ”Bliv klog på EU-sprog”-serien til formål at lette forståelsen for nogle af de mange begreber, der smides hid og did i EU-debatten, og som tit kan virke forvirrende. Med serien ønsker jeg at hjælpe dig med at opbygge et solidt EU-ordforråd, så du har de bedste forudsætninger for at deltage og være tilpas i den demokratiske samtale om EU.
Denne gang er de to EU-ord Dublinforordningen og Schengensamarbejdet.
Dublinforordningen:
Dublinforordningen er et sæt asylregler i EU. Den vigtigste regel er, at asylansøgere skal søge asyl i det første EU-land, de ankommer til. Hvis asylansøgere fortsætter til andre EU-lande, efter de er blevet registreret med fingeraftryk, skal de ifølge forordningen sendes tilbage til ankomstlandet. Hovedformålene med Dublinforordningen, som trådte i kraft i 1997, er at forhindre asylansøgere i at søge om asyl i flere medlemslande. Grundet retsforbeholdet står Danmark uden for EU’s fælles asylregler, men har tilsluttet sig Dublinforordningen gennem en parallelaftale. Som følge af de store flygtningestrømmene, der blussede op i 2015, har Dublinforordningens regler i praksis mistet sin gyldighed blandt medlemslandene. Som følge af flygtningekrisen fremlagde EU-Kommissionen i maj 2016 et forslag til en reform af Dublinforordningen. Kommissionens primære forslag er at oprette et kvotesystem i EU, hvor flygtninge fordeles efter en fordelingsnøgle, som fastsættes ud fra landenes størrelse og BNP. Medlemslandene kan dog slippe for at modtage nye flygtninge, hvis de betaler 250.000 € (1,9 mio. kr.) til en oprettet EU-fond. Kommissionens forslag har mødt skarp kritik fra op til flere medlemslande, især Slovakiet og Ungarn, og er ej heller blevet en realitet endnu.
Schengensamarbejdet:
Schengenaftalen blev underskrevet i 1985 i Schengen i Luxembourg. Den var først en aftale udenfor EU’s lov, men senere blev den en del af EU-samarbejdet, da den blev skrevet ind i Amsterdamtraktaten lidt over et årti senere. Schengensamarbejdet er navnet på det samarbejde mellem 22 EU-medlemslande samt Island, Norge, Schweitz og Liechtenstein, som danner et område i Europa uden indre grænser. I de lande, som ikke deltager, skal man derfor stadig vise pas, men dette er ikke nødvendigt i Schengenområdet. I samarbejdet har de deltagende lande ophævet sin grænsekontrol, indført fælles visumregler for borgere udenfor samarbejdet samt indført fælles regler for indgang ved Schengenområdets ydre grænser. Landene leverer desuden en fælles indsats i bekæmpelsen af illegal indvandring og grænseoverskridende kriminalitet. Nye EU-medlemslande skal automatisk indordne sig visse af Schengenreglerne bl.a. reglerne om ens visum. Hvis et nyt medlemsland vil ophæve sin grænsekontrol kræver dette dels en høring af Europaparlamentet og dels Rådets enstemmige opbakning. De seneste års flygtningesituation har fået flere Schengenlande, heriblandt Danmark, til at indføre paskontrol ved deres grænser.
Comments