Det er ikke altid lige let at forstå og slet ikke at deltage i samtalerne om EU. Der er rigtig mange termer, forkortelser og indforstået sprogbrug, der pryder debatten, og som det kan være vigtigt at have kendskab til for at føle sig mere tryg ved at diskutere EU-stof. Derfor har ”Bliv klog på EU-sprog”-serien til formål at lette forståelsen for nogle af de mange begreber, der smides hid og did i EU-debatten, og som tit kan virke forvirrende. Med serien ønsker jeg at hjælpe dig med at opbygge et solidt EU-ordforråd, så du har de bedste forudsætninger for at deltage og være tilpas i den demokratiske samtale om EU.
Denne gang er de to EU-ord initiativretten og trilogforhandlinger.
Initiativretten:
Initiativretten er Kommissionens eneret og pligt til at tage initiativet til udarbejdelse af ny EU-lovgivning for at nå i mål med traktaternes øvrige bestemmelser. Initiativretten er beskrevet i EU’s traktater og giver således Kommissionen, som den eneste EU-institution, ret til at fremlægge forslag til såkaldte retsakter, som er juridisk bindende vedtagelser. Ministerrådet og Europaparlamentet kan dog godt opfordre Kommissionen til at tage initiativ til lovgivning på et bestemt politikområde. EU’s borgere kan også foreslå konkrete lovforslag til Kommissionen ved det såkaldte borgerinitiativ.
Trilogforhandlinger:
Trilogforhandlinger (eller blot triloger) kaldes det møde, der finder sted mellem Ministerrådet, Europaparlamentet og EU-Kommissionen, når lovforslag fra Kommissionen skal behandles og forhandles, og der skal findes kompromiser. For at kunne vedtage et nyt lovforslag skal Ministerrådet og Europaparlamentet nå til enighed om dette (denne proces kaldes ”den almindelige lovgivningsprocedure"). I den almindelige lovgivningsprocedure er der op til tre behandlinger af lovforslag, og EU’s institutioner har i den forbindelse mulighed for at indlede trilogforhandlinger. Det er altså ikke obligatorisk at afholde triloger. Men muligheden benyttes sommetider for at få afklaret, om institutionerne kan nå til enighed om et forslag, hvilke områder der eventuelt kunne skabe gnidninger og hvorvidt det er muligt at vedtage lovforslaget allerede ved førstebehandlingen. Trilogforhandlingerne løber nemlig af stablen, inden det pågældende lovforslag sendes til afstemning på Europaparlamentets plenarsamling. Det er ikke alle medlemmer af de tre institutioner, som deltager i forhandlingerne. Parlamentet er repræsenteret af de ansvarlige i det udvalg, som lovforslaget behandles i. Hvis der f.eks. skal forhandles om et lovforslag på miljøområdet, så er det formanden for Parlamentets Miljø-, Folkesundhed- og Fødevaresikkerhedsudvalg, der deltager eller ordføreren på forslaget. Ministerrådet er repræsenteret ved dets formandskab og som oftest visse EU-ambassadører eller disses stedfortrædere. Kommissionens generaldirektør fra det pågældende generaldirektorat (et slags ministerium) eller dennes stedfortræder deltager desuden også i trilogerne. Nogle gange deltager den ansvarlige kommissær på området også.
Hvis du har lyst til at lære mere om EU’s institutioner, og hvordan deres arbejde er struktureret, kan du læse indlæggene i kategorien ”Institutioner & Organer”, som du finder i bunden af dette indlæg.
Comments