top of page
Victoria Brohus

Bliv Klog På EU-Sprog: Forordninger og direktiver

Det er ikke altid lige let at forstå og slet ikke at deltage i samtalerne om EU. Der er rigtig mange termer, forkortelser og indforstået sprogbrug, der pryder debatten, og som det kan være vigtigt at have kendskab til for at føle sig mere tryg ved at diskutere EU-stof. Derfor har ”Bliv klog på EU-sprog”-serien til formål at lette forståelsen for nogle af de mange begreber, der smides hid og did i EU-debatten, og som tit kan virke forvirrende. Med serien ønsker jeg at hjælpe dig med at opbygge et solidt EU-ordforråd, så du har de bedste forudsætninger for at deltage og være tilpas i den demokratiske samtale om EU.



Denne gang er de to EU-ord to slags retsakter i EU; forordninger og direktiver.


Forordninger:

En forordning er en retsakt, som er bindende. Det vil sige, at så snart, den er vedtaget af EU’s lovgivende institutioner, gælder den direkte i medlemslandene. Det er altså EU, der har besluttet, hvordan de nationale domstole og myndigheder skal anvende forordningen. Da forordninger har direkte indvirkning i medlemslandenes nationale lovgivning, står disse EU-retsakter altså lige med nationale love, og borgernes rettigheder og pligter, som forordningen giver, er derfor gældende med det samme. Forordninger beskrives i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde artikel 288. Forordninger udstedes som udgangspunkt af Ministerrådet, men de kan give denne ret videre til Kommissionen.


Direktiver:

Direktiver er, modsat forordninger, ikke direkte gældende i medlemslandene. Et direktiv er en retsakt, der beskriver et mål, som EU’s lande skal forsøge at opnå. Implementeringen af direktiverne i national lovgivning er dog medlemslandenes eget ansvar, dvs., at medlemslandene selv bestemmer, hvordan dette fælles mål skal nås i deres land. Direktivet skal dog oftest være gennemført i landene inden for to til tre år. Således efterlader direktiver et større rum for fortolkning og anvendelse af direktivet end forordninger gør, og implementeringen af direktivet kan derved variere fra medlemsland til medlemsland.

Comments


bottom of page